Dybt rørt Sofie Linde giver nu endelig lyd fra sig ovenpå onsdagens 'Zulu Comedy Galla', hvor hun både afslørede graviditet, #Metoo-historie og lønforhold.

'Jeg sidder her i min sofa med burgerøjne og en overordnet følelse af at være blevet set, hørt og anerkendt. Tak', indleder hun sit opslag på Instagram.

Som vært ved årets 'Zulu Comedy Galla' i Københavns opera overraskende hun ved pludselig at holde en tale ud over det sædvanlige.

Først afslørede hun, at hun er gravid, mens hun løftede op i kjolen og viste mave.

Herefter fortalte hun om en oplevelse, da hun som 18-årig nyansat i DR blev overfaldet af en magtfuld DR-profil til en julefrokost, der ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.

Hun henvendte sig direkte til personen, da hun kiggede ind i kameraet::

»Du ved godt, hvem du er, jeg sagde nej, og det gik jo godt alligevel.«

Sofie Linde kom også ind på lønforholdene mellem mænd og kvinder og nævnte som eksempel, at hun ikke engang kunne få halvdelen af hvad Thomas Blachman tjener på TV 2 i forbindelse med 'X Factor'.

Sofie Linde på scenen ZULU Comedy Galla 2020 afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Sofie Linde på scenen ZULU Comedy Galla 2020 afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Efter showet har Sofie Linde ikke haft lyst til at udtale sig til nogle medier, men torsdag aften skriver hun altså ud på Instagram:

'Igår var jeg vært ved årets 'Zulu Comedy Galla'. Jeg holdt en tale, der i store træk handlede om, at der i 2020 stadig ikke ligeløn og ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark. At sexisme findes, og at man ikke skal være bange for at sige fra! At man SKAL sige fra. Og at det nok skal gå alligevel. Det gjorde det nemlig for mig.'

Hun tilføjer:

'Jeg står med rank ryg - og det gør jeg i høj grad pga. af al den ros og opbakning jeg har fået fra jer og mange af mine kollegaer. Tak. Det betyder enormt meget.'

B.T. har torsdag udover Sofie Linde forsøgt at få kommentarer fra både DR og TV 2 samt tidligere 'X Factor'-dommere.

Med hensyn til lønforholdene på TV 2 har kanalchef Lotte Lindegaard udtalt til fagbladet Journalisten, at hun ikke kan genkende Sofie Linds udlægning.

»Det giver overhovedet ingen mening for mig, for der er ikke forskel på mandlige og kvindelige værters løn i TV 2. Der er ikke noget at komme efter,« siger kanalchef Lotte Lindegaard til fagbladet Journalisten.

Hun vil hverken be- eller afkræfte, om Sofie Linde tjener mindre end det halve af Thomas Blachman, men hun afviser, at 'X Factor'-værten skulle have fået at vide, at hun er den bedst betalte kvindelige vært på TV 2.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Thomas Blachman.

Cutfather undrer sig

Musikproducer Mich 'Cutfather' Hedin Hansen, der selv var dommer på 'X Factor' i 2011 og 2012 sammen med Thomas Blachman, undrer sig over, at Sofie Linde overhovedet kender til kollegaens løn.

»Der var rimelig vandtætte skotter omkring, hvad hver især fik. Det står i kontrakten, at man ikke må diskutere, hvad man får,« siger han til B.T.

»Jeg er sikker på, der er forskellige lønninger på 'X Factor', men jeg hverken håber eller har indtryk af, at det handler om køn. Men når man ikke ved, hvad de andres beløb er, så ved man selvfølgelig heller ikke, om man har solgt sig selv for dyrt eller billigt,« griner han.

Han er en af de mange tidligere 'X Factor'-dommere, som B.T. har kontaktet for at blive klogere på den kritik, Sofie Linde retter mod TV 2. Af de kvindelige dommere, der har medvirket i de seneste 13 sæsoner, er kun Lina Rafn vendt tilbage med en kommentar til debatten.

Hun oplyser via sin manager, at hun ikke kan genkende en lønmæssig skævvridning, hvad angår køn, men ikke har yderligere kommentarer til emnet.

»I Infernal tjener hun eksempelvis præcis det samme som Paw (det andet medlem af dancepop-duoen, red.),« skriver hendes manager, Michael Guldhammer, og tilføjer en blinkesmiley.

Med hensyn til sagen om sexchikane udtaler formand for Dansk Journalistforbund Tine Johanssen til B.T.:

»Det er uhyrligt, hvad hun har oplevet i sin unge år i branchen. Det er vigtigt at sætte foden ned og fortælle om det, fordi det giver alle andre mulighed for at tage afstand fra den slags.«