Sofie Linde er en usædvanlig ferm studievært. Måske landets bedste.

Hun har trådt sine børnesko i utallige direkte Ramasjang-programmer. Hun har henrykket alle landets børn, der er på fornavn med hende.

Siden skiftede Sofie Linde til voksen-tv og løftede ene kvinde 'X Factor' ud af kedsomheden. Hun alene sørgede for, at programmet igen fik fest og farver, og hun fulgte med over på TV 2, da DR blev træt af sangshowet. Hun er det, man vil kalde en A-kendis, som alle gerne vil have med i programmet. Hun er levende, hun er jysk, og hun er uforfærdet. Det kan alle lide.

Nu har hun kastet sig ud i kampen for ligeløn. Sin egen.

Som vært på 'Zulu Comedy Galla' benyttede hun scenen til at fortælle om sin seneste lønsamtale med TV 2.

Her bad hun om det halve af Thomas Blachmans løn. »Jeg bad ikke om en husbåd, jeg bad om en jolle,« forklarede hun, men hun blev afvist.

»Vi kan godt lege den leg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Men det er bare ikke rigtig.«

Ligelønssagen er en værdig sag, og det er modigt af Sofie Linde at tage den op i et underholdningsprogram. Der er ikke meget at grine ad, men Sofie Linde gør sagen sjov og vedkommende ved at bruge sig selv og Blachmans husbåd som billede.

Så langt så godt.

Problemet er blot, at Sofie Lindes kamp for ligeløn intet har til fælles med den kamp, der kæmpes på arbejdspladserne landet over. Her er kvinder notorisk dårligere betalt for det samme arbejde som mænd. I større eller mindre grad.

Sofie Lindes lønkamp er en stjernekamp, der ligger langt fra sosuerne, pædagogerne og kontorassistenternes lønforhold. Sofie Linde tjener måske ikke så meget som Blachman, men hun er langt over niveauet for stort set alle brancher, hvor et løft til kvinder vil gøre en forskel. Thomas Blachman tjener mere end Sofie Linde, fordi han er en større stjerne end hende og dermed vigtigere for programmet. Hun kan – som vært – udskiftes. Det kan Blachman ikke, skønt han er langt fra storformen i programmets første år, hvor han jævnligt talte dunder til unge som forældrene.

Thomas Blachman er stadig den altafgørende styrke i programmet, hvor balladen mellem dommerne er den virkelige fortælling. De unge håbefulde kunstnere er blot statister i underholdningsprogrammet. Sofie siger goddag, farvel og uddeler et kram.

Der er forskel på folk, og det ved Sofie Linde godt. Lionel Messi tjener mere end Pione Sisto, hvis vi skal sammenligne med to aktuelle fodboldspillere, der også forhandler løn lige nu. Brad Pitt tjener også mere end Laus Høyby. Det kan synes uretfærdigt, men der er ikke ligeløn i stjernehimlen. Og tak for det. Her er det rent udbud og efterspørgsel, der danner lønnen.

Kære Sofie, du må leve med, at du kun får det halve af Blachmans løn. Det ændrer sig ikke og slet ikke fra scenen i Operaen.

Den virkelige ligelønsdebat har fået et lille pift med Sofies Lindes opråd og udfald mod hendes arbejdsgiver, TV 2. Men det er en debat på skrømt, for forskellen i lønforhold skyldes en række strukturelle og familiære forhold. Sofie Linde fortalte også fra scenen, at hun er gravid igen. Hun venter parrets andet barn.

Her ligger endnu en forklaring på lønforskellene mellem mænd og kvinder i det virkelige arbejdsliv.