Silas Lund var den første, der stillede sig frem.

Han blev i 2018 overfaldet, slået og nikket en skalle i Gothersgade i København. Da han anmeldte overfaldet, troede han, at det var en simpel sag, for der var vidner og videoovervågning, men han skulle blive klogere. Sagen blev i første omgang slet ikke behandlet hos Københavns Politi, og endelig efter 532 dage fik voldsmanden en dom. Han fik i øvrigt rabat, fordi sagen havde varet så længe, så han forlod retten som en fri mand.

Men Silas Lunds historie var blot en ud af utallige, vi har skrevet om her på B.T. Ganske almindelige danskere, der troede på, at politiet og retssystemet var til for dem – ofrene.

Den ene gribende og vanvittige historie efter den anden er kommet frem. Sallie Nielsen, der blev udsat for et indbrud – sagen tog 423 dage. Per Ravn Sørensen blev slået ned på åben gade – to år gik der. Mary Jane Williams blev udsat for et seksuelt overgreb i sit eget hjem – 996 dage gik der, før dommen faldt.

Vi kunne blive ved, for antallet af sager er nærmest uendelig. Fælles for alle ofrene er, at de har mistet troen på, at retssystemet er retfærdigt og hjælper dem. Den lange ventetid er dermed et direkte angreb på retsbevidstheden her i landet.

Gennem hele forløbet har justitsminister Nick Hækkerup (S) været åben og erkendt det massive problem. Han har udtrykt sympati med ofrene og et stærkt ønske om at hjælpe. Men der er reelt ikke sket noget, ud over at det nu går endnu dårligere, end første gang B.T. skrev om Silas Lunds sag.

Sagsbehandlingstiden hos politiet er i dag 109 dage. Det højeste nogensinde. For 10 år siden tog det 'blot' 45 dage, fra en sag blev anmeldt, til der lå en sigtelse.

Det er klart, at ingen justitsminister kan sidde den undergravning af retsbevidstheden overhørig. Der MÅ reageres.

Mandag præsenterede Nick Hækkerup regeringens bud på en politireform, der blandt andet skal løse dette problem. Der er gode takter i forslaget, der kort fortalt indeholder en stor dansk efterforskningsenhed som FBI, 20 nye nærpolitistationer, flere politifolk og flere penge.

Alt i alt et robust bud på at angribe problemet. Der kommer nye politiansatte, der kommer reelle nye penge de næste fire år, og flere politistationer lokalt vil øge trygheden. Det skal Nick Hækkerup have ros for. Han har set udfordringerne, og han har fået finansministeren til at finde flere ressourcer, mens politiet skal finde nogle af pengene selv.

Det er alligevel vanskeligt at tro på, at Hækkerup kommer i mål med at reducere sagsbehandlingstiden, for det er en halv løsning eller nærmere en tredjedels løsning, han lagde frem.

Som i al offentlig forvaltning er flere penge ikke altid løsningen på problemet. Der skal ske drastiske ændringer i arbejdsgangen, udnyttelse af ny teknologi og måske en helt ny overenskomst. Det er den ene tredjedel. Den sidste del af en løsning er domstolene.

Det er muligt, at sagsbehandlingstiden vil falde hos politiet, men køen vil fortsat være alenlang ved landets retsbygninger, og dermed er Hækkerup lige vidt.

Det er afgørende nødvendigt, at der kommer en samlet løsning på problemet, så Silas Lund føler, at politiet og landets domstole arbejder for ham.

Godt begyndt, Nick Hækkerip, men det er desværre halvt fuldendt. Ofre, som Silas Lund, kan ikke være tilfredse med en halv løsning.