Det skulle være et trygt alternativ til at krydse en trafikeret vej, når børn skal til og fra skole.

I stedet beskrives de tunneller, som skolestien i Nørre Uttrup ved Aalborg går i gennem, som alt andet end det.

Det er særligt manglen på lys i tunnelerne, der har fået både elever og forældre til at kalde tunnelerne for 'uhyggelige' og 'skumle'.

»Det hjælper ikke meget, hvis eleverne ligefrem fravælger tunnellerne og dermed den sikre skolevej, fordi de er utrygge ved at passere igennem dem,« siger Jan Nymark Thaysen (V), der er rådmand for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Den anden af de to tunneler, der skal gøres mindre 'skumle'.
Den anden af de to tunneler, der skal gøres mindre 'skumle'. Foto: Aalborg Kommune
Vis mere

Derfor sætter kommunen nu ind for at gøre tunnellerne under Hjørringvej og Sundsholmen mere attraktive og trygge for elever og andre, der har brug for at krydse de trafikerede indfaldsveje.

Kommunen bidrager med at udskifte belysningen i tunnellerne, men også eleverne på Nørre Uttrup Skole skal give en hånd med.

Sammen med den lokale multikunstner Johnny Hefty, der blandt andet gør sig i graffiti, skal eleverne fra 3. til 7. klasse selv udsmykke væggene i tunnellerne. Og de får tilmed lov at gøre det i skoletiden.

»At have eleverne med i et projekt omkring udsmykning af tunnelerne giver ejerskab, og hele fællesskabsfølelsen gennem processen har stor værdi,« siger Tina Møller Nielsen, der er skoleleder på Nørre Uttrup Skole.

At få gjort tunnelerne på skolestien mindre skumle er blot en del af et større projekt i kommunen, der har fokus på at gøre skoleveje mere trygge. Det samlede projekt har et budget på 1,25 millioner kroner.