Når Mads Sand trækker elastikkerne på det mørke stofmundbind om bag ørene, er det kun fordi, han skal.

Hver gang han skal købe ind i supermarkedet i Hvide Sande eller hente sin yngste datter i børnehaven, tager han mundbindet på.

Det er det samme stofmundbind, som han tilbage i august sidste år tog i brug. Siden er det ikke blevet udskiftet.

»Jeg bruger det dagligt og har aldrig vasket det. Jeg tror ikke på det med mundbind, og det må så være for min egen regning,« siger han.

Mads Sand er i mod mundbind og bruger dem kun, fordi han skal. Han tror også, at mange ligesom ham genbruger det samme mundbind hele tiden.
Mads Sand er i mod mundbind og bruger dem kun, fordi han skal. Han tror også, at mange ligesom ham genbruger det samme mundbind hele tiden.
Vis mere

Selvom mange ifølge Mads Sand ikke vil indrømme det, så tror han, at det trods myndighedernes anbefalinger er langt mere udbredt med genbrug af mundbind.

»Jeg ved, at der er rigtig mange, som gør det samme, men ikke tør sige det.«

Selvom en overvejende del af danskerne støtter regeringens coronarestriktioner og kender mundbinds-anbefalingerne til punkt og prikke, så kan der godt være noget om snakken. For Jyllands Posten, der først talte med Mads Sand, har også hørt adfærdsforsker på Roskilde Universitet, Pelle Guldborg Hansen, om genbrug af mundbind. Og han mener, at besværet med at vakse et stofmundbind eller købe nye engangsmundbind spiller en ikke uvæsentlig rolle.

»Det er det samme, der sker med en tube tandpasta. Mange af os vil forsøge at presse det sidste ude af tuben for at undgå at købe end ny,« siger han.

Ifølge en Epinion-måling fra november sidste år, som har DR har fået foretaget, så genbruger hver femte dansker engangsmundbindet tre-fire gange.

Og risikoen for at smitte andre – og dermed den dårlige samvittighed – spiller en mindre rolle end forventet. Som Peter Guldborg Hansen siger, så er det allestedsnærværende samfundssind ikke en væsentlig faktor.

Når Mads Sand alligevel vælger at tage mundbindet på frem for slet ikke at bruge et, så skyldes det dog faktisk lige præcis det. Samfundssind.

»Jeg bruger det kun af samfundssind, men jeg væmmes hver gang, jeg tager det på.«

Selvom Mads Sand er modstander af mundbind, fordi han ikke mener, at der er evidens for det virker, så følger han retningslinjerne på sit arbejde.

Som underviser på den forberedende grunduddannelse FGU Vest i Varde bruger han kirurgiske mundbind på skolen og skifter dem flere gange dagligt.

»Jeg følger reglerne, men når jeg har fri, vil jeg selv bestemme og derfor bruger jeg stofmundbind,« siger Mads Sand.

Mundbindet ligger klar i forruden – og har gjort det i syv måneder – men så snart det ikke er et krav længere, bliver det brændt, forklarer han.

(ARKIV) Ritzau Scanpix.
(ARKIV) Ritzau Scanpix. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Indtil da anbefaler Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, at Mads Sand vasker sit stofmundbind og helst udskifter det med et kirurgisk et af slagsen.

»Et stofmundbind er ikke nær så effektivt som et kirurgisk mundbind. I en situation, hvor vi lige nu står med en mere smitsom variant, skal vi tænke over at bruge de rigtige mundbind, som vi ved virker,« siger Hans Jørn Kolmos.

Han mener, at mange af de billige stofmundbind på markedet er ren symbolik, fordi de ikke beskytter ordentligt.

Selvom Mads Sand ikke tror på mundbinds virkning og kun bruger dem, fordi han skal, så argumenterer Hans Jørn Kolmos for det modsatte.

»Der er ikke skyggen af tvivl om, at mundbind spiller en forebyggende rolle. Det handler ikke om at tro på noget. Det handler om evidens, og det har vi en del af.«