Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var onsdag med B.T. i Brønshøj ved Bellahøjhusene for at møde de borgere, der lever en hverdag i frygt.
En frygt for drengegrupper, der har taget magten i bydelen.
Søren Pape Poulsen møder blandt andet den tidligere fængselsbetjent Maria Nielsen, der blev omringet i sin egen cykelkælder, truet, sparket efter og spyttet på af otte drenge fra en større gruppering.
Maria Nielsen fortæller til justitsministeren, at folk er bange. De tør ikke anmelde, når de oplever noget.
Og hun ved godt hvorfor. Det har hun mærket på egen krop. Drengene truer sig til tavshed. De skaber frygt blandt beboerne, så de ikke tør fortælle, hvad der egentlig foregår.
Vi ved, at der er mange borgere, der ikke tør anmelde, fordi de er bange for drengene. Vi ved, der er mange nærbetjente ude i det her område. Er det ikke netop nærbetjentenes opgave at opfange signaler også uden anmeldelser?
»Jo, det er jo hele ideen med at have den slags nærbetjente. At man er tæt på området. Og der ved jeg jo af gode grunde ikke, hvad der ligger af rapporter på det her. Du skal selvfølgelig have en dialog med de her unge mennesker for at forebygge og få dem væk fra det.
»Men man skal også mærke varmen. Man skal mærke, der er nogle konsekvenser. Derfor tror jeg, det er vigtigt nu, at politiet får statueret nogle eksempler herude.«
Hvordan gør de det?
»Det gør de ved at få taget nogle af dem ud.«
Hvordan får de taget dem ud, hvis de ikke har noget at knalde dem på? Det har vi hørt, de ofte ikke har, fordi overvågning har været for dårlig eller slet ikke til stede
»Med de historier, vi har hørt her, så er der jo noget. Så handler det om, at man må få en dialog med borgerne. Og så må man i en periode sætte massivt ind og finde ud af, hvad er det, det laver, så man kan få statueret et eksempel. Så kan de andre unge mennesker herude se, at hov, når man gør den slags ting, så bliver man simpelthen knaldet, og så kommer man i konflikt med politiet. Og det kan ødelægge ens fremtid.«
Er det på grund af dårlig kommunikation mellem dig og Københavns politidirektør, at du først finder ud af nu, hvor slemt det står til herude?
»Der sker jo mange ting rundtomkring. Det, vi ser her, har man også set i andre boligområder. Og det er jo noget, den lokale politikreds skal håndtere.«
Netop nu hvor man har set det før, burde man så ikke have opfanget det tidligere og taget det i opløbet?
»Jo, det skulle man jo gerne. Og jeg ved jo ikke præcis, hvordan det er foregået. Det er også derfor, at da jeg blev bekendt med det her, sagde, at nu vil jeg have et møde med politidirektøren på mit kontor. Vi skal til bunds i det her.«
»Det er måske også, fordi der foregår så meget. Hvis du kigger rundt i København, er der nogle boligområder, hvor der er sket noget, der har været meget voldsomt, som vi allesammen har hørt og læst om, og så kan det godt ske, der er noget her, der har ligget lidt i ly af det. Det har ikke hos mig været top of mind, at her havde vi en alvorlig situation.«
Vi har talt med politidirektøren, der fortæller, at de godt ved, hvem de her 25 drenge er. Hvis de godt ved, hvem de er, hvorfor bliver der så ikke gjort noget ved det?
»Man skal selvfølgelig kunne bevise, hvad der er foregået, og det kræver også, der er nogen, der vil vidne. Men det er lige præcis her, vores nye ungdomskriminalitetsreform kommer til sin ret. Hvis der er nogen, der er udsatte, eller man har en særlig bekymring omkring, så er der mulighed for at sætte ret meget ind.«
»Så det håber jeg, man står og overvejer lige nu. For hvis man ved, hvem de er, så er det sådan set bare at gå ud at tage fat i nakken af dem, og så skal de nok finde ud af, hvem der har lavet hvad.«
