Måske er profilbilledet det samme, navnet det samme og fødebyen den samme. 

Men det betyder altså ikke, at der er den samme person bag Facebook-profilen. 

Der er nemlig massevis af falske profiler, der giver sig ud for at være en helt almindelig dansker og anmoder venner og bekendte på Facebook, i omløb. 

Det skriver det danske medie Tjekdet, der har fundet op mod 100 opslag på Facebook fra danskere, der får sendt venneanmodninger ud i deres navn. 

Bornholms Politi har også tidligere advaret mod svindelnummeret, der har til sinde at lokke personlige oplysninger og kontonumre ud af folk. 

Men ifølge Tjekdet tyder noget altså på, at svindelnummeret er i gang igen. 

Rådgivningshjemmesiden Sikkerdigital.dk har også udarbejdet en liste med seks gode råd til, hvad du skal kigge efter, når du får en suspekt venneanmodning på Facebook. 

1. Se fanen 'Om':
Hvis fanen er helt tom eller er fyldt med stavefejl, kan det være et tegn på en falsk profil. 

2. Kig på profilens venner:
Hvis profilen har masser venner, men ingen likes og kommentarer, eller hvis profilen næsten ingen venner har, kan der være tale om en falsk profil. 

3. Er profilen meget ny?:
Tjek oprettelsesdatoen, nogle svindlere laver nye profiler, hver gang et nyt svindelnummer går i gang. 

4. Kig på profilens væg og opslag:
Hvis der er negative kommentarer under profilens opslag, hvor folk advarer om svindel, skal du ikke acceptere anmodningen. Og hvis profilens opslag er af helt ny dato, kan dette også være et tegn på en falsk profil. 

5. Tjek profilens billeder:
Kig efter, om alle profilens billeder er lagt op på samme tid. Hvis billederne er af en person, du kender, så tjek om profilens øvrige billeder er reelle og kontakt personen for at høre, om det er en ægte profil. 

Hvis billederne er meget opstillede eller af erotisk karakter, er det formentlig også en falsk profil. 

6. Se efter det blå eller grå flueben
Et blåt flueben på profilen betyder, at det er bekræftet, at der er tale om en autentisk profil for en offentlig person, medievirksomhed eller varemærke. Et gråt flueben betyder, at Facebook har bekræftet, at det er en autentisk virksomhed eller organisation.