I mere end 40 år har festivalen slået dørene op for et helt særligt publikum. 

Nu er den i akut fare for at lukke - og det vil Jonathan Løw gøre alt for ikke sker: 

»Det ville være helt forfærdeligt, hvis den lukkede. Hvert år samler de 10.000 mennesker med udviklingshandicap, der over tre dage kan danne nye venskaber, finde en kæreste og nyde musikken,« siger Jonathan Løw, der er iværksætter og foredragsholder i Aarhus. 

Derfor har han i fællesskab med Sølund Musik-Festival, der siden 1986 har været en festival målrettet mennesker med udviklingshandicap, torsdag startet en indsamling, der skal være med til at redde festen.

Sølund Musik-Festival bliver hver sommer afholdt i Skanderborg.
Sølund Musik-Festival bliver hver sommer afholdt i Skanderborg. Foto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De her mennesker fortjener i den grad den her oplevelse sammen. Det er vigtigt, at vi bevarer det,« siger Jonathan Løw. 

Selv har han flere gange besøgt festivalen i selskab med sin mor, der hele sit arbejdsliv har arbejdet med udviklingshæmmede. 

Derfor har Sølund Musik-Festival også en helt særlig plads hos Jonathan Løw, forklarer han. 

Det er et svigtende billetsalg og det faktum, at deltagerne har brug en ledsager, der har gjort festivalens fremtid usikker, skrev TV 2 Østjylland i marts.

»Det er muligheden for, at vores publikum kan komme, der svigter. Langt størstedelen af vores publikum kan ikke komme selv. De er nødt til at have nogle, der arrangerer det og kan komme afsted,« udtalte Lasse Mortensen, der er formand for festivalen, i den forbindelse. 

Med indsamlingen håber Jonathan Løw, at både helt almindelige danskere, men især også virksomheder og fonde vil bidrage til, at festivalen kan fortsætte længe endnu. 

»Der er allerede godt gang i den, og mange har skrevet, at de har doneret. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå,« lyder det fra iværksætteren. 

Du kan læse mere om Jonathan Løws indsamling HER.