Lufthavnen i Kastrup forvandlede sig til et køkaos torsdag med forsinkelser og misset fly.

»Jeg har arbejdet som stewardesse i 18 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.«

Sådan sagde Kimie Vidø Welch, da hun så de enorme klynger af mennesker, der snoede sig i køer gennem hele lufthavnen.

Og nu melder Københavns Lufthavn ud, at der var flere passagerer torsdag, der ikke kom ombord på deres fly.

»Ja, der var nogen, der ikke nåede deres fly. Det er flyselskaberne, der har oversigten over det, så vi kender ikke omfanget endnu,« siger Lise Agerley Kürstein, der er kommunikations- og pressechef i Københavns Lufthavn.

»Det er naturligvis en situation, vi virkelig ikke er glade for i lufthavnen,« tilføjer hun.

Køerne begyndte fra udgangen af metroen og fortsatte gennem hele lufthavnen.

»I går var der nogen, der oplevede halvanden times kø. Ellers lå køtiden på omkring en time,« siger Lise Agerley Kürstein.

Flere fly blev på jorden for at få de forsinkede passagerer med på flyturen.

»Jeg hørte, at der var op til 45 minutters forsinkelse på bestemte flyafgange. Det er klart, at de gerne vil have passagerne med, så de ventede,« forklarer Lise Agerley Kürstein.

Årsagen til de store forsinkelser er, at der er mangel på personale i lufthavnen, siger pressechefen.

»Det er en lang proces at blive ansat i lufthavnen. Så selvom vi har været tidligt ude med at ansætte personale, så er vi ikke tilbage til det normale.«

»Det er virkelig ikke, fordi det kommer bag på os, men det er bare en langsommelige proces. Det tager knap fire måneder at blive uddannet til security, og det tager yderligere tid at blive sikkerhedsgodkendt,« siger Lise Agerley Kürstein.

Lise Agerley Kürstein understreger, at de gør, hvad vi kan, men at de ikke har personale nok endnu.

Hvordan ser situationen ud, når vi når til højsæsonen i sommerferien?

»Vi kan se, at vi til sommerferien er færdige med at ansætte, uddanne og sikkerhedsgodkende. Vi kigger ind i en normal sommerferie i lufthavnen. Til det sidste kvartal, har vi ansat 400 nye,« siger pressechefen.