Både nære venner, gudbørn og andre prominente personer får mulighed for at sige et sidste farvel til prins Henrik.

Et langt optog gennem byen og en stor repræsentation af prominente gæster og statsoverhoveder fra ind- og udland. Der er tradition for en statsmandsbegravelse af den helt store slags, når en af Danmarks kongelige skal begraves.

Men sådan har prins Henrik ikke ønsket at blive stedt til hvile. Prinsen har i stedet ønsket at blive at blive bisat ved en mindre ceremoni og efterfølgende få halvdelen af sin aske spredt over danske farvende, mens den anden halvdel i en urne skal sænkes ned i den private have ved Fredensborg Slot.

Selv om prins Henriks ønsker for en sidste afsked er noget utraditionelle, så får hans nærmeste venner alligevel mulighed for et sidste farvel til den prins, der gennem så mange år har  præget deres liv på mange måder og givet anledning til mange gode stunder.

Det oplyste Kongehusets pressechef Lene Balleby på et pressemøde fredag.

Christian Kjær om tabet af prins Henrik: 'Da han døde, kom jeg til at tænke på, hvad vi lavede sidste år på samme dag'

Prins Henriks kiste blev fredag aften bragt fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke. I den forbindelse blev der fredag aften afholdt en mindre kirkelig handling for prinsens nærmeste familie. Lørdag, søndag og mandag vil kisten stå Castrum Doloris, hvor først Dronningen med kronprinsen og prins Joachim lørdag klokken 10.15 vil komme forbi, hvorefter der vil blive åbnet for offentligheden, der vil have tre dage til en sidste afsked med prins Henrik.

Mandag vil der dog være et særligt arrangement i Slotskirken ved Castrum Doloris, hvor omkring 200 særligt indbudte gæster vil være indbudt. Og heriblandt vil der være en del af Prinsens venner, oplyste Lene Balleby, der dog ikke ville oplyse den præcise gæsteliste.

Prins Henrik ses her i sine yngre dage med Margit og Erik Brandt samt Hans Hækkerup.
Prins Henrik ses her i sine yngre dage med Margit og Erik Brandt samt Hans Hækkerup. Foto: Steen Jacobsen
Vis mere

Prins Henrik har gennem sine mere end 50 år i Danmark fået en stor vennekreds. Blandt de nærmeste venner regnes blandt andre hofjægermesteren og FLSmidt-arvingen Christian Kjær, modeskaberen Erik Brandt, hotelkæde-ejer Enan Galaly, erhvervsmanden Fritz Schur, ægteparret Hillingsøe, som også er nære venner af Dronningen, samt komponisten Bent Fabricius-Bjerre.

Erik Brandt bekræfter overfor BT, at han er en af de venner, der skal deltage i arrangementet på mandag. Og det betyder meget for ham, at han får lov til at vise prins Henrik den sidste respekt.

»Selvfølgelig gør det det. Det er kun naturligt, at jeg deltager, når vi har været venner så længe,« siger han.

Erik Brandt om tabet af prins Henrik: ’Jeg har det ikke godt. Jeg havde håbet til det sidste'

Han er dog ikke sikker på, at han kan være lige så brav som Dronningen, der de seneste dage har fundet overskud til at smile trods de triste omstændigheder.

»Jeg vil prøve på det, og jeg håber, jeg kan gøre ligesom Dronningen. Men jeg tror, jeg vil få svært ved det,« siger Erik Brandt, der fortæller, at den nære vens dødsfald har taget hårdere på ham, end han havde regnet med.

»Jeg havde jo håbet til det sidste, at det ville gå, men det gjorde det desværre ikke,« fortæller Erik Brandt.

Christian Kjær har også været en af prins Henriks nærmeste venner.
Christian Kjær har også været en af prins Henriks nærmeste venner. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Flere andre af prins Henriks venner har efter Prinsens død udtalt, hvor meget de vil savne deres gode og sjove ven. Christian Kjær så senest prins Henrik før jul, hvor Prinsens hund havde fået hundehvalpe:

»Det var et rigtig godt venskab, der varmede. Så meget kan jeg sige. Vi grinede og var enige om mange ting. Han var meget elskelig og tilgivende«, fortalte Kjær torsdag til BT.

Han talte seneste i telefon med prinsen i begyndelsen af januar, inden prins Henrik rejste til Egypten. Egentlig skulle Christian Kjær havde været nede at besøge prins Henrik i Egypten, men Prinsens rejse blev brat afbrudt, da Prinsen pludselig blev syg. Prins Henrik måtte tage hjem før tid og blev den 28. januar indlagt på Rigshospitalet. Efter flere ugers indlæggelse blev prinsen tirsdag den 13. februar overført til Fredensborg Slot, hvor han tirsdag aften sov stille ind i en alder af 83 år.

Ud over venner vil også gudbørn, repræsentanter for protektioner samt erhvervslivets repræsentanter få lejlighed til at deltage i arrangementet mandag.

Fritz Schur ankommer til kongejagten i Gribskov, Nordsjælland, som Kronprins Frederik er vært ved, torsdag den 16. november 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Fritz Schur ankommer til kongejagten i Gribskov, Nordsjælland, som Kronprins Frederik er vært ved, torsdag den 16. november 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Flere af erhvervslivets topfigurer har gennem tiden haft et tæt samarbejde med kongehuset på rejser i udlandet. Jørgen Mads Clausen, der sammen med sin familie ejer Danfoss, er en af disse. Den kendte erhvervsmand, der har haft et nært forhold til kongehuset, er da heller ikke sen til at anerkender Prinsens betydning for erhvervslivet.

»Prinsens store vid og interesserede væsen har medvirket til at skabe rigtig gode samarbejdsrelationer og kontakter overalt i verden til glæde for danske virksomheder og erhvervsliv,« skriver han i en mail til BT.