Modeskaberen Erik Brand begræder tabet af sin nære ven, prins Henrik. De to havde et tæt venskab i 50 år.

»Jeg har det ikke godt med det. Jeg havde håbet til det sidste. Men nu har et af Danmarks dejligste mennesker fået fred. Vi må så glæde os over den tid, vi har haft sammen.«

Sådan siger Erik Brandt onsdag morgen, efter at Kongehuset natten til onsdag i en pressemeddelelse meddelte, at prins Henrik tirsdag aften klokken 23.18 sov stille ind på Fredensborg Slot. Han var omgivet af sin kone, Dronningen, og sine to sønner til det sidste.

Det tætte venskab mellem Erik Brandt og prins Henrik bød blandt andet på støtte i svære tider. Især da Erik Brandt  i 2011 mistede sin kone Margit Brandt, der døde af KOL, var Prinsen en enorm støtte.

»Han var så sød, da Margit døde. Det glemmer jeg aldrig. Han er sikkert oppe og besøge Margit nu,« siger Erik Brandt, der betegner prins Henrik som en utrolig god ven.

»Vi delte jo alt sammen. Vi havde et meget nært venskab. Vi kunne tale om alt sammen. Han betroede sig til mig. Jeg betroede mig til ham,« siger han og fortsætter:

»Vi ringede meget til hinanden og pludrede. Hvis vi var kede af det, så ringede vi. Hvis vi var glade, så ringede vi også.«

Prins Henrik var kendt for at være en aktiv mand, der blandt andet elskede at gå på jagt, spille tennis og rejse.

Erik Brandt og prins Henrik var nære venner i 50 år. Her ses de i deres yngre dage sammen med Erik Brandt afdøde kone, Margit Brandt, samt med Hans Hækkerup .
Erik Brandt og prins Henrik var nære venner i 50 år. Her ses de i deres yngre dage sammen med Erik Brandt afdøde kone, Margit Brandt, samt med Hans Hækkerup . Foto: Steen Jacobsen
Vis mere

Erik Brandt spillede gennem mange år tennis sammen med Prinsen.

»Vi spillede meget tennis sammen på Fredensborg Slot. Dengang, jeg spillede tennis, kom jeg der flere gange om ugen,« siger modeskaberen.

Han har også flere gange været ude at rejse med prins Henrik.

»Vi har været på Bali mange gange, da jeg havde et hus derude. Og vi har været i Thailand og i Frankrig,« fortæller Erik Brandt, der også har været med til en del jagter. Erik Brandt skyder dog kun fugle, og da kongelige jagter ofte er bukkejagter, er det ikke så ofte, at Erik Brandt var med på disse.

Både Erik Brandt og prins Henrik havde en stor fællespassion for hunde. Og når Erik Brandt besøgte prinsen, var det en selvfølge, at Brandts hund Andy var med.

Prins Henrik var i sine yngre dage en ivrig tennisspiller.
Prins Henrik var i sine yngre dage en ivrig tennisspiller. Foto: NF
Vis mere

»Han var meget sød overfor hunde. Andy var altid med. Også ude på Kongeskibet. Og hundene måtte godt springe op i sofaerne,« husker Erik Brandt, der sidst så prins Henrik før jul. I den sidste tid, mens prins Henrik var indlagt på Rigshospitalet - og da han tirsdag blev overflyttet til Fredensborg - var det kun familien, der besøgte den alvorligt syge prins.

»Jeg nåede ikke at komme op på hospitalet eller Fredensborg. Jeg ville ikke mase mig på«, fortæller Brandt, der vil savne prins Henrik meget.

»Det bliver et stort savn. Han er en af de nærmeste venner,« siger han.

Prins Henrik blev 83 år. Han døde efter flere uges indlæggelse på Rigshospitalet, hvor han først fik konstateret en godartet tumor i venstre lunge - og derefter var i behandling for en lungeinfektion. I forbindelse med hans død har Kongehuset erklæret en måneds hofsorg.