De danske festivaler ser ud til at blive sommerens sorteper i forhold til den kommende genåbning af Danmark.
Meget kommer til at se ud, som det plejer, og som rigtig mange har savnet. I næste uge ser vi 25.000 mennesker samlet i Parken. Fra mandag kan du se et tog fyldt med mennesker uden mundbind. Og om en måneds tid kan du gå på bar og danse natten lang – eller i hvert fald til klokken 02.
Alt sammen noget, vi har svært ved at forestille os sker lige om lidt efter halvandet år uden alt for meget menneskelig kontakt, men den er god nok. Vi er tilbage – eller det vil sige, næsten alt er tilbage. Der mangler bare lige en enkelt ting.
Festivalerne.
De sidder tilbage med en rigtig lang næse, eftersom de stadigvæk har mærkatet 'aflyst' over nærmest samtlige arrangementer.
Ifølge Dansk Lives talsmand og sekretariatschef, Esben Marcher, har politikerne endnu en gang forbigået festivalerne. Dansk Live står for samtlige danske festivaler og fungerer som talerør for festivalerne samlet set.
»Vi forstår ikke, at politikerne konstant vælger fodbold over alt andet kultur i Danmark.«
»Man kan jo se gentagne gange, at beslutningerne ikke er sundhedsfaglige. De er politiske. Hvis man kan være 25.000 i Parken om en uge, så ville man også godt kunne have afviklet eksempelvis Grøn Koncert under rimelige forhold.«
Esben Marcher revser også den kommunikation, der har været mellem regeringen og festivalerne under hele coronapandemien.
»Hele kommunikationen har haltet efter fra regeringens side. Sene svar og utydelige informationer kendetegner processen godt. Jeg anerkender, at det også har været en svær situation for dem, og pandemien har jo også udviklet sig løbende, men det har været en hård kamp.«
B.T. har også forsøgt at få fat i Roskilde Festivals administrerende direktør, Signe Lopdrup, for at få en kommentar om genåbningen. I et skriftligt svar udtrykker hun håb om, at deres kommende arrangementer på Dyrskuepladsen – hvor forskellige kunstnere gæster pladsen de dage, festivalen skulle have fundet sted, men i en mindre skala – nu kan få lov at tage til i størrelse.
»Det er positivt, at udviklingen går den rigtige vej nu, og at også vores branche hen over sommeren får mulighed for at åbne for adgang til flere gæster. Selvom det er i 11. time, så kigger vi også på, om det er muligt at udvide kapaciteten en smule til vores Summer Days-arrangementer, der starter om 14 dage, og hvor hovedparten af arrangementerne for længst er udsolgt.«
»Store arrangementer som Roskilde Festival kræver lang planlægningstid. Så det er positivt, at der er lidt længere horisont nu, der giver arrangører af festivaler og koncerter mulighed for at planlægge den kommende sæson i forhold til en klar udmelding om udfasning af restriktionerne.«
Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er en af de politikere, der deltog i forhandlingerne natten til torsdag, som blandt andet endte med, at der altså nu må være flere tilskuere til fodboldkampe. Og kan forstår godt, at festivalerne sidder og tænker: ' Men hvad med os?'
»Jeg kan godt forstå, hvis de ærgrer sig. Men jeg tror, at når de sidder derhjemme om aftenen og tænker sig om, så kan de godt se, at EM ikke er her næste år, som de har mulighed for. EM kommer måske først igen om mange årtier,« siger han.
»EM er en særlig begivenhed på dansk jord. Og vi skal give de danske spillere de bedste muligheder for at præstere så optimalt som muligt. Og der vil 19.000 eller 21.000 tilskuere eksempelvis hjælpe gevaldigt.«