Hvis nogen har haft en opfattelse af Jakob Ellemann-Jensen som en svag leder af Venstre, så vil hans magtudøvelse over for Inger Støjberg tirsdag aften formentlig sende dem på andre tanker.

Det vurderer B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, efter at Venstre-formanden har trukket sig sejrrigt fra det indbyrdes opgør med sin hidtidige næstformand.

»Jeg synes, at vi oplever en Jakob Ellemann-Jensen, der træder i karakter. Nu gad han ikke mere pis,« siger Henrik Qvortrup.

Han vurderer, at armlægningen mellem Venstre-formanden og næstformanden, som førstnævnte altså har vundet klart ved aftenens forretningsudvalgsmøde med resultatet 24-2, kan ændre billedet udadtil af Jakob Ellemann-Jensen.

Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag.
Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hvis han er heldig, kan det her markere et vendepunkt for ham. Nu er han herre i eget hus, og det vil aftvinge respekt hos mange, der har set ham som en vag formand,« siger Henrik Qvortrup.

»Men jeg er nødt til at tilføje, at det er risky business at kaste en politiker på porten, der måske kan udfolde sig som en sand desperado – hvad kan hun finde på, skifte parti og trække andre politikere med sig?«

Henrik Qvortrup tør ikke sige noget nagelfast om, hvordan Inger Støjbergs fremtid er i Venstre.

Hun har på Facebook tirsdag aften skrevet, at hun 'elsker Venstres bagland', og der er ingen viden om, at Inger Støjberg skulle have tanker eller planer om at skifte parti til eksempelvis Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, der ofte har talt varmt om Venstres udlændingeordfører.

Ifølge Henrik Qvortrup får Jakob Ellemann-Jensen nu et mere manøvredygtigt parti som følge af, at Inger Støjberg går af som næstformand.

»Det er nemmere at køre partiet uden at skulle tage hensyn til en person, der i den grad har skabt intriger,« siger han.