Flere partiledere kræver nu svar efter frifindelse af Barbara Bertelsen.

De undrer sig over særligt én sætning, nemlig at Barbara Bertelsen »ikke ses at have været involveret i forberedelsen af pressemødet«.

Altså det historiske pressemøde, hvor Mette Frederiksen ifølge Minkkommissionen gjorde sig skyldig i »grov vildledning af minkavlere og offentlighed«.

Det er Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der har skrevet sætningen. Men hvordan styrelsen er nået frem til det, har de trods flere forsøg fra B.T. ikke svaret på.

B.T. har talt med fire eksperter, der ikke kan få sætningen til at passe.

Blandt andet fordi det fremgår af Minkkommissionen, at Barbara Betelsen »medvirkede« til udmeldingerne på pressemødet 4. november, og i øvrigt modtog tre udkast til selve talen inden pressemødet.

Og det kan partilederne altså heller ikke:

»Det er jo det rene nonsens,« siger Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, og uddyber:

»Alle ved, også når man læser Minkkomissionen, at Barbara Bertelsen var involveret i tilrettelæggelsen af det pressemøde, og at hun burde have undersøgt hjemmelsspørgsmålet.«

Dansk Folkeparti vil nu kræve, at indstillingen samt de juridiske vurderinger fra Kammeradvokaten og styrelsen fremlægges for det såkaldte granskningsudvalg.

»Det her understreger behovet for, at vi er nødt til at have fuld indsigt i de her dokumenter,« mener Messerschmidt.

Også Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, efterlyser svar:

»Der burde være markant mere åbenhed i denne sag, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen burde svare på, hvordan i alverden den er kommet frem til den konklusion, at Barbara Bertelsen intet havde med pressemødet at gøre, når Minkkommissionen konkluderede det modsatte,« lyder det fra partilederen.

De to borgerlige partiformænd bliver bakket op af Pernille Vermund, politisk leder i Nye Borgerlige.

»Det vil vi meget gerne vide,« siger Vermund, der finder hele processen problematisk.

Selve sætningen om Barbara Bertelsen kan findes i Mette Frederiksens afgørelse om, at Bertelsen skal have trukket sin advarsel tilbage.

Statsministeriet har her fulgt en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Styrelsen har givet afslag på aktindsigt i den fulde indstilling, men oplyser til B.T., at den konkrete sætning fremgår af indstillingen.

Styrelsen skriver også til B.T., at Statsministeriet har fulgt indstillingen »i sin helhed«.

B.T. har ad flere omgange bedt om svar på, hvordan Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er nået frem til, at Barbara Bertelsen ikke har været involveret i forberedelsen af pressemødet.

Men styrelsen svarer ikke direkte på spørgsmålet. I stedet henviser styrelsen til tidligere offentliggjorte pressemeddelelser i sagen.

Det er dog heller ikke muligt at finde et svar på spørgsmålet i de pressemeddelelser.