SF henter i ny Gallup nogle af de tabte vælgere tilbage, og sammen med de Radikales fremgang øger det rød bloks forspring.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver valg i næste uge, bliver det ikke med aktuel vælgerfremgang i ryggen.

En ny Gallup-måling, der er lavet efter at regeringen indgik en efterlønsaftale med Dansk Folkeparti og de Radikale, viser, at rød blok øger sit forspring i målingerne, så der i alt er 52,3 pct. bag Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, mener dog hverken, at valget er rykket længere væk eller tættere på som følge af den røde fremgang.

- Der er nogle, som går meget op i, hvornår der kommer valg, men vi går rigtig meget op i at udføre vores arbejde, hvor vi forhandler om sundhedspakke, tryghedspakke og en vækstplan, siger hun.

I den blå blok har man de seneste dage næret forhåbninger om, at tilbagetrækningsreformen og VKOs succesfulde mission med at splitte rød blok ved at indgå forlig med de Radikale, ville betyde fremgang i målingerne.

- Målingen viser tydeligt, at vi skal ud at bruge en masse kræfter på at forklare, hvorfor vi har lavet en aftale med de Radikale og Dansk Folkeparti om en reform. Det gør vi jo ikke for at genere nogen, men for at sikre, at der er råd til velfærd i årene fremover, siger Trane Nørby.

Den nye Gallup viser samtidig, at det er de Radikale og Enhedslistens fremgang siden sidste valg, der gør, at Danmark står til at få en S-ledet regering. Det faktum får dog ikke Socialdemokraterne til at takke de Radikale.

- Nej, det skal de nok selv. Jeg vælger at glæde mig over, at der er et stabilt flertal for Helle som statsminister, siger næstformand Nick Hækkerup (S).

De Radikale er henrykte over målingen, fordi den tilsyneladende viser, at vælgerne belønner partiet for den kontroversielle manøvre med både at forringe efterlønnen med VKO og samtidig pege på Helle Thorning som statsminister.

- Jeg er glad og stolt over, at vores kurs har været med til at styrke muligheden for en ny regering, siger næstformand Morten Østergaard (R).

Målingen antyder også, at gassen kan være gået ud af ballonen for Liberal Alliance. På godt to måneder har det liberale parti fået mere end halveret stemmetallet. Hvor de i Gallup-målingen i marts stod til 7,2 pct. er LA nu dykket til 3,0 pct. Partileder Anders Samuelsen ønsker ikke at kommentere målingen.