»Vi mister virkelig en god politiker i dag.«

Sådan lyder det tirsdag fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, efter det er kommet frem, at Søren Pind (V) stopper som uddannelses- og forskningsminister og forlader dansk politik.

»Farvel Søren. Du er uden sammenligning en af mine yndlingskolleger. Du er klog, idealistisk, ideologisk, omsorgsfuld og charmerende. Du er en tænker. Og du er fuld af ideer,« skriver Mette Frederiksen i et opslag på sin Facebookprofil.

»Vi har kæmpet. Også mod hinanden. For uenighederne er der. Men min respekt har du. Vi mister virkelig en god politiker i dag. Øv. Alt det bedste på din videre færd,« slutter hun.

Det er med øjeblikkelig virkning, at Søren Pind forlader dansk politik.

Til Berlingske forklarede han tirsdag, at han har truffet beslutningen, fordi han føler sig 'tømt'.

»Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi,« siger Søren Pind.

ARKIVFOTO. Vis mere

På Facebook har han efterfølgende uddybet med følgende:

'Politik har for mig aldrig været et levebrød eller en karriere. Jeg har hver dag følt, jeg har tjent. Og personligt kender jeg ikke til noget mere ærefuldt. Men nu føler jeg, jeg har aftjent min værnepligt. Jeg forlader derfor mit ministerium og Folketinget.'

Udover Søren Pind meddelte Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) også tirsdag, at han stopper som minister. Han fortsætter dog i Folketinget indtil næste folketingsvalg.