For godt ti år siden gik to unge mænd ind i en entré i en privat bolig i Odense. De havde en urtekniv med og råbte: ’giv os pengene’. Det fik de ikke. Til gengæld fik de fængselsdomme for forsøg på væbnet røveri.

Den ene af de to mænd, 28-årige Martin Paetau, har nu betalt prisen igen.

Han var folketingskandidat for Nye Borgerlige på Fyn – indtil i dag, mandag.

Her tog han nemlig konsekvensen af, at en af hans tidligere venner i går beskrev på Facebook, hvordan Martin Paetau har siddet i fængsel for forsøg på væbnet røveri.

Det havde Martin Paetau ikke fortalt Nye Borgerlige, som han har været medlem af siden 2016. Mandag trak han sit kandidatur til folketinget.

Fylder mig med skam

»Det gør rigtig ondt på mig. Der går nogle dage, før jeg helt forstår, hvad det her betyder. Men jeg talte med ledelsen om sagen i går, og vi var enige om, at jeg skulle trække mig,« siger Martin Paetau.

Han erkender, at han nok skulle have fortalt partiet om sin fortid, før han blev opstillet som folketingskandidat i februar.

»Selvfølgelig skulle jeg det, men jeg har forsøgt at distancere mig fra det. Det er noget, der fylder mig med skam. Jeg føler ikke, at det er relevant for den person, jeg er i dag,« siger Martin Paetau:

»Men jeg skulle have fortalt det, og derfor trækker jeg mig selvfølgelig også. Det her skal ikke ligge partiet til last.«

Han forklarer, at han sad i et arresthus i en måned for forsøget på at begå væbnet røveri og efterfølgende afsonede to måneder med fodlænke. Om selve røveriforsøget fortæller han:

»Min ven havde ikke nogle penge, og så blev vi enige om, at vi skulle gøre det. Vi stak hurtigt af fra stedet, så vi nåede ikke at røve nogen, men det er selvfølgelig noget, jeg skammer mig rigtig meget over,« siger Martin Paetau.

Det var vennen, han begik ugerningen med, som fik samvittighedskvaler og meldte dem til politiet.

Siden har sagen ligget hen i relativ stilhed.

Ingen i Nye Borgerlige vidste noget om Martins fortid, fortæller han.

Derfor var det noget af en bombe, da en af Martins tidligere venner skrev et Facebook-opslag om sagen søndag.

»Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det her kommer frem nu. Jeg har været til aftensmad hos ham og hans mor mange gange, og jeg ved ikke, hvorfor han har noget imod mig nu. Måske var det for at ramme partiet,« siger Martin Paetau:

»Jeg mener faktisk ikke, at det diskvalificerer folk, at de har sådan en fortid. Det giver en indsigt, man kan bruge. Jeg trækker mig på grund at timingen – det her skal ikke ødelægge det hele for Nye Borgerlige.«

Selvom Martin Paetau føler, han har oplevet støtte fra folk i Nye Borgerlige på Fyn – der dog var enige i, han skulle trække sig – har han svært ved at sige noget om sin politiske fremtid lige nu.

»Jeg er stadigvæk medlem af partiet, men jeg har svært ved at få øje på nogen fremtid i politik lige nu,« siger han:

»Det her er kommet bag på folk, for de kender mig som en helt anden person.«