En 10 år gammel dom for et forsøg på hjemmerøveri indhenter nu en folketingskandidat for Nye Borgerlige på Fyn.

En folketingskandidat for Nye Borgerlige på Fyn, Martin Pateau, har med kort varsel trukket sig som folketingskandidat. Det skyldes, at en af hans bekendte har lagt oplysninger op på Facebook om en gammel dom for forsøg på hjemmerøveri.

»Det er en sag fra mine teenageår, der nu er kommet frem på Facebook. Jeg fortsætter med at arbejde for partiet, men jeg kommer ikke til at stå på stemmesedlen længere,« siger den 28-årige Martin Pateau til A4Nu.

I et nyhedsbrev fra Nye Borgerlige skriver partiets politiske næstformand, Peter Seier Christensen, at beslutningen skyldes 'personlige årsager'.

»Det er omkring 10 år siden, hvor jeg var med i et forsøg på røveri mod en husstand, hvor vi nåede ind i entreen. Det var ret ynkeligt. Jeg fik en mild dom på tre måneders ubetinget fængsel,« siger Martin Pateau.

Han afsonede den ene måned i Assens Arrest og resten med fodlænke. Der var kun tale om et røveriforsøg, da det ikke lykkedes.

Var I bevæbnede?

»Vi havde en lille urtekniv med. Ikke mere end det,« siger han til A4Nu.

Nye Borgerlige har fortsat tre kandidater opstillet på Fyn.