I HK Ungdom går de forrest i kampen for at få FH-formand Lizette Risgaard fjernet fra posten.

Så det var med stor tilfredshed, at organisationens formand, Michelle Pedersen, kunne konstatere, at også toppen i HK har mistet tilliden til Risgaard.

»Vi er rigtigt glade for, at forbundet bakker op om vores holdning,« siger hun.

HK afholdt fredag et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor de skulle drøfte de anklager om uacceptabel adfærd, som flere har rejst mod FH-formanden.

I HK Ungdom er man rigtigt glade for, at hovedorganisationen nu har trukket tilliden til Lizette Risgaard tilbage.
I HK Ungdom er man rigtigt glade for, at hovedorganisationen nu har trukket tilliden til Lizette Risgaard tilbage. Foto: Emil Nicolai Helms
Vis mere

»Jeg fremlagde HK Ungdoms opfordring til, at hun skulle træde tilbage eller som minimum hjemsendes, mens advokatundersøgelsen foretages,« fortæller Michelle Pedersen.

HKs formand, Anja C. Jensen, sagde fredag til TV 2 NEWS, at hun havde fået nye oplysninger i sagen.

»Jeg har talt med to kilder, som er kommet til mig i fortrolighed. Det er jeg nødt til at lytte til,« sagde hun, da hun trak støtten til Risgaard.

De nye oplysninger kommer dog ikke fra HK Ungdom.

»Jeg havde ikke nogen oplysninger at gå videre med,« siger Michelle Pedersen, der tidligere på dagen fortalte til B.T., at hun også tidligere havde hørt rygter om Lizette Risgaards opførsel. Men der var ikke nogen, der var kommet direkte til hende med henvendelser herom.

Formanden for HK Ungdom håber nu, at forbundets reaktion får flere på samme tanke.

»Jeg håber da, at flere vil træde i samme spor som os. Det er jo en alvorlig sag,« siger hun og fortsætter:

»Det handler om fagbevægelsens troværdighed fremover. Vi fører en kamp mod den slags opførsel ude på arbejdspladserne, så er vi også nødt til at reagere hårdt, når det rammer os selv. Så jeg vil opfordre Lizette Risgaard til at træde tilbage nu.«

Om HKs udmelding siger Lizette Risgaard til DR:

»Det er jeg rigtigt ked af. Vi har i forretningsudvalget aftalt - også med HK's formand - at sagerne bliver behandlet, og indtil da er jeg formand i FH. Jeg skal tale med HK igen.«

Få seneste udvikling i sagen i B.T.s LIVE-blog lige her.