Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvis De Radikale indgår en aftale med regeringen og Dansk Folkeparti om efterlønnen, får Løkke det bedste udgangspunkt for at udskrive valg.

Et forårsvalg kan være meget tæt på.

Det vurderer B.T.s politiske kommentator Helle Ib, som mener, at Løkke lige nu kraftigt overvejer at trykke på valgknappen.

En dugfrisk meningsmåling, som Ritzau har fået lavet, viser tirsdag, at rød blok har mistet sit komfortable forspring.

VKO opnår sammen med Liberal Alliance en vælgerandel på 47,3 procent af stemmerne, mens rød blok står til at få 52,3 procent af stemmerne. Samtidig går forhandlingerne mellem De Radikale på den ene side og regeringen og Dansk Folkeparti på den anden om ændringerne af efterlønnen ind i sin afgørende fase.

Når parterne en aftale, kommer valget, vurderer Helle Ib. 

- Kommer der en aftale om efterlønnen samtidig med, at vi ser de her meningsmålinger, så tror jeg personligt ikke, at Lars Løkke Rasmussen får et bedre tidspunkt at udskrive valg på. Så vælger han at udskrive valg inden for de kommende otte dage, siger hun.

Hvis det lykkes for Løkke at få De Radikale og Dansk Folkeparti med i samme forlig, får det store konsekvenser for valgkampen.

- Det er et scoop for Lars Løkke Rasmussen, hvis det lykkes for ham at få De Radikale med i en aftale og dermed splitte oppositionen, siger Helle Ib.

- Det kan i yderste konsekvens betyde, at De Radikale - hvis rød blok vinder næste valg - måske må vælge at stå uden for en regering.

- Under alle omstændigheder lægger det et massivt pres på Villy Søvndal og Helle Thorning for at  levere en økonomiske plan, der er mere solid set med radikale øjne. Med denne aftale i hånden vil  de radikale forsøge at presse S og SF til at ændre efterlønnen under alle omstændigheder.

Helle Ib mener, at De Radikale efter et valg vil bruge aftalen til at presse en ny rød regering, og hun er meget spændt på at se, hvordan Thorning og Søvndal vil forholde sig til aftalen under den kommende valgkamp.

- De havde tænkt sig at bygge meget af deres valgkamp op på, at regeringen har ført en fejlagtig økonomisk politik og nu vil forringe efterlønog pension. Her bliver det stærkt interessant at følge, hvordan de vil håndtere, at en del af deres parlamentariske grundlag faktisk har lavet en aftale, som betyder, at Throning og Søvndal får svært ved at lave mange af de ting om, som de i valgkampen vil gå ud og love, at de vil ændre efter et valg, siger Helle Ib.

Andre læser også