Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, var onsdag på 1. maj-turné i det midtsjællandske.

Her svarede han på, hvordan han - efter en depression sidste år - forbereder sig på en snarlig og hård valgkamp.

Det var med en stikpille til pæne dele af pressen, som Sass Larsen i årevis har haft et meget anstrengt forhold til.

En valgkamp er benhård og med din nylige historie med depression, hvordan forbereder du dig så?

»Ved kun at være i selskab med personer – familie og venner – jeg godt kan lide og længst mulig afstand fra store dele af pressen, så går det godt,« svarede han.

Han erklærede desuden sin kampform for god og meldte sig helt klar til et kommende valg, hvis Lars Løkke Rasmussen altså nogensinde udskriver det, som Sass Larsen jokede om flere gange i sin rundtur i det midtsjællandske.

Henrik Sass Larsen kom også ind på, hvad han mener om, at Lars Løkke Rasmussen – hvis han vinder valget – kunne komme til at basere en regering på stemmer fra den kontroversielle politiker Rasmus Paludan.

»Jeg vil være rystet, hvis Løkke er så principløs, at han vælger at basere en regering på Rasmus Paludan.«

»Lige nu er blå blok i kaos med alle de forskellige udmeldinger derovre.«

Sass Larsen bemærkede desuden, at flere andre statsminister-kandidater - ud over Paludan - har trukket sig fra ræset.

»Det ser ud til, at Uffe Elbæk har trukket sig. Og Pernille Skipper er vidst kommet på andre tanker også. Det er glædeligt,« sagde Sass Larsen.

Efter det sidste af tre stop, der fandt sted på Hugos Kælder i Køge, valgte Henrik Sass Larsen at gå udenfor beværtningen, ryste sine ben aog arme for derefter at sætte sig udenfor på en stol og nyde en kold øl med Køge-borgmester, Marie Stærke.

1. MAJ 2019. Henrik Sass Larsen holder 1. maj tale i Hugo's Kælder. Bormester Marie Stærke og folketingsmedlem Henrik Sass Larsen med fadøl efter talen. Køge, onsdag den 1. maj 2019.
1. MAJ 2019. Henrik Sass Larsen holder 1. maj tale i Hugo's Kælder. Bormester Marie Stærke og folketingsmedlem Henrik Sass Larsen med fadøl efter talen. Køge, onsdag den 1. maj 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Et par af de fremmødte S-folk mente, at han så klar ud til valgkamp:

»Han gjorde det godt. Jeg kender ham personligt, og jeg ved, at han har haft en personlig hårdt tid med stress. Men han virker klar igen,« lød det fra S-vælgeren Gerly Andersen, der blev bakket op af andre fremmødte.

»Han virker klar og overvejet i sine ord,« lød det fra en anden S-vælger Nicolai Fjellerad.

B.T. følger 1. maj-møderne løbende hele dagen.