Dennis Ceylan skal genrejse sin kuldsejlede boksekarriere mod den spanske mester Jesus Sanchez ved det kommende VM-stævne i Struer.

2017 var med Dennis Ceylans egne ord et ’lorteår’, hvor den tidligere europamester blev knaldet for brug af kokain og senere led et klart nederlag til englænderen Josh Warrington på knockout.

Men nu skal karrieren tilbage på ret køl for fjervægteren. Det sker, når Dennis Ceylan møder den spanske mester Jesus Sanchez, der har otte sejre og et nederlag i karrieren.

Det bekræfter Dennis Ceylan overfor BT.

»Jeg glæder mig til at komme til at bokse igen mod Jesus Sanchez. Jeg er begyndt at træne tre gange om dagen, for jeg har set, at det niveau, jeg gerne vil være på, kræver mere træning end tidligere,« siger han.

Dennis Ceylan møder spanske Jesus Sanchez den 10. marts ved det stort anlagte VM-strævne i Struer, hvor den lokale Dina Thorslund bokser om WBCs verdensmesterskab mod jamaicaneren Alicia Ashley.

Kampen mod den regerende spanske mester i fjervægt er Dennis Ceylans’ første kamp siden nederlaget i oktober mod engelske Josh Warrington.

Den tabte kamp i Leeds markerede det seneste lavpunkt i Dennis Ceylans’ karriere, som ellers var på sit højeste med et europamesterskab i 2016.

Men så ramte skandalen den danske bokser, da BT kunne fortælle, at han var testet positiv i en dopingprøve, der viste spor af stoffet kokain.

Dennis Ceylan indrømmer, at det seneste år har været skidt på alle fronter.

»2017 kan jeg ikke bruge til en skid. Det var et lorteår, fordi jeg tabte også tabte min første kamp. Nu er det bare at se fremad,« siger han og fortsætter:

»Efter et nederlag skal man rejse sig igen, men jeg har ikke mistet modet eller håbet om, at jeg kan blive én af de bedste boksere og blive verdensmester. Når det så er sagt, så ved jeg godt, at jeg ikke er verdens bedste bokser og heller ikke kommer til at sidde på alle fire bælter,« fortæller Dennis Ceylan.

Den 28-årige dansker fortæller, at han efter sit nederlag til Josh Warrington tog karrieren op til revision.

»Nu fik jeg denne her modgang, og det er jo ikke, fordi jeg er blevet rig af at bokse endnu. Desværre. Så selvfølgelig har jeg tænkt, om jeg skulle gå andre veje. Men det er det her, jeg skal. Jeg vil give det et sidste forsøg. Men taber jeg igen, så kan det muligvis være min sidste kamp.«

Dennis Ceylan forklarer, at hans første nederlag som professionel bokser blandt andet handlede om, at hans forberedelser havde været dårlige. Det har han nu rettet op på, siger Dennis Ceylan.

»Han var bedre forberedt end mig. Jeg havde en masse problemer på hjemmefronten med nogle private ting. Der var også nye ting med min kost, som bliver bedre op til den kommende kamp,« lyder det fra den danske bokser.