Det er ikke en makaber mordsag, der gemmer sig under det franske slot i Angers. Men i kælderen ligger der ikke desto mindre to lig frosset ned.

Den franske millionær Remy Martinot har to lig liggende i kælderen under sit slot. Det er de jordiske rester af forældrene, der ligger i de specialbyggede frysere.

Det var faderens sidste vilje, at han ligesom sin hustru skulle fryses ned, for faderen, der var læge, var overbevist om, at det en dag bliver muligt at genoplive nedfrossede mennesker.

Metoden, der kaldes kryonik, afvises af den samlede videnskab som ren fantasi. Remy Martinot tror da heller ikke selv på det, men det er ikke væsentligt hvad han tror, siger han til svenske Expressen.

- Jeg gør det her for mine forældres skyld, siger han.

Da hustruen Monique døde af cancer i 1984, gav faderen, Raymond Martinot, hende en indsprøjtning med et middel, der forhindrer blodet i at koagulere. Derefter kom hun i fryseren under slottet. Da han selv døde af et hjertetilfælde i 2002, måtte sønnen gøre det samme for sin far.

Men siden har Remy Martinot været i slagsmål med myndighederne, der vil have de jordiske rester tøet op og kremeret. Senest har han tabt sagen i højesteret. Derfor vil han nu føre sagen ved Europadomstolen.

- De vil tage mine forældre med vold. Jeg gør det her for mine forældre. Man kan sige, at min far var excentriker, men det var hans sidste vilje, siger Remy Martinot, der nu overvejer at sende forældrenes lig til Denver, Colorado, i USA, hvor kryonik-teknikken er helt accepteret.

Faktisk har byen Nederland allerede et frosset lig og holder "Frozen dead guy day".