SKAT, MÅ JEG...? Manden tjener pengene, og kvinden styrer hjemmefronten. Så enkle er far og mors arbejdsfordeling ikke længere. Cheferne på arbejdet og familien derhjemme kæmper om ens tid, og samtidig skal vi også huske at realisere os selv og være individer. Derfor er der i de danske hjem nye aftaler, som skal forhandles på plads, hvis familien ikke skal bryde op. BT tager temperaturen på magtfordelingen i parforholdet, giver redskaber til forhandlingen og forsøger at svare på, hvorfor Sanne Fahnøes ven ringer hjem og spørger kæresten om lov, før han siger ja til en aftale.

Når det om lidt er sommerferie, så er der ingen tvivl om, at det er kvinden, der har bestemt rejsedestinationen, siger Glen Bisgaard, der er kommunikationschef i Apollo.

»I vores samtaler med kunderne, er der ingen tvivl om, at det er kvinden, der beslutter, hvor rejsen skal gå hen, og hvordan den skal strikkes sammen,« siger han.

Kvinderne går nemlig ifølge kommunikationschefen mere op i detaljerne og er ikke nær så spontane som deres mandlige artsfæller.

»Det er vigtigt for kvinderne at have tænkt over turen og planlagt den, inden de farer afsted,« siger han.

Manden har dog lidt at skulle have sagt på rejsen. Det er typisk ham, der står for billeje. Og skal han selv afsted uden fruen, så kan han også selv bestille rejsen.

»Så er det typisk en fodboldrejse eller en Formel 1-rejse der har mere 'mandligt indhold'«, siger Glen Bisgaard.