Så skete det igen. Jeg spørger en mandlig ven, om han kan tage med til et arrangement i weekenden.

»Jeg skal lige hjem og spørge min kæreste, om jeg kan først,« lyder svaret, som jeg har hørt så ofte før. »Hvorfor,« spørger jeg. »Årh, men det er jo hende, der har styr på ’vores’ kalender.« VORES kalender? »Jamen er I da ikke hver jeres individ,« spørger jeg. Han kigger på mig med et tomt blik.

Jeg begynder at fundere, for har jeg nogensinde hørt en kvinde i et forhold sige det samme? Har jeg nogen sinde hørt Ida sige, at hun lige skal hjem og spørge sin kæreste, om hun kan tage med til en fest. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om det.

Men kære mænd, hvis I giver jeres kæreste magten over jeres kalender, så giver I hende magten over jeres liv.

Det kan måske virke som en bagatel, men det symboliserer noget dybere. At man lader sin kæreste sætte sig på ens liv i alle henseender. For ens kalender er ens tid, socialliv, hobbyer – ja, ret meget kernen i, hvem du er.

Det er helt fair, at du har en familiekalender hængende derhjemme med dette års tegninger af Martin Strid, hvor både børn og de to dele af et par har hver deres andel, og man derfor kan koordinere, at der altid er nogen hjemme – især hvis man har børn. Bevares, sådan en kalender har jeg selv haft hængende hjemme på min væg. Det er ganske praktisk.

Men så brug den efter først til mølle princippet og skriv på, hvis du skal noget. Hvis din kæreste så også skal noget, men ikke har fået skrevet sig på, så er det vel bare ærgerligt? Jeg hører det altså lige så ofte fra mænd, der ikke har børn. Men er det ikke til at forstå, hvis man bor sammen og gerne lige vil vide, hvad den anden laver? Nej! Det er ikke ok at skulle hjem og spørge sin kæreste, for hvorfor ved KUN hun, hvad I skal? Hvorfor har du ikke selv styr på det?

Du kunne måske spørge mig, hvorfor jeg ikke skriver denne klumme henvendt til kvinder, og det kunne jeg egentlig også sagtens. For jeg kunne give mange af de her kvinder en opsang og opfordre dem til ikke at bosse rundt med deres mand.

Og det synes jeg bestemt heller ikke, de skal. Men jeg har alligevel valgt bevidst at skrive det henvendt til jer, mænd, for det er skisme også jeres opgave at sige fra. Hvorfor siger I ikke bare til jeres kæreste – jeg skal det her på fredag.

Og hvis hun så svarer, at hun altså havde regnet med, at I skulle til moster Elses 70 års fødselsdag, så sig dog, at det har du ikke lyst til. Især hvis hun ikke har spurgt dig, om du vil med. Det er som om, der er kommet en eller anden kærestepakke, hvor kvinder indirekte fortæller mænd, at hvis de ikke tager med til snart sagt alle obskure arrangementer i hendes familie i tide og udtide, ja så elsker du hende nok ikke. Hvad er det for noget fis. Måske har du faktisk bare ikke lyst. Det behøver ikke have noget med hende at gøre.

Så er der den magelige forklaring. Det er bare nemmere at lade hende overtage din tid. Hun er jo sådan planlæggertypen, og du orker det alligevel ikke, og du orker slet ikke konflikten. Mit bud er, at hvis du siger mere fra, så er der også langt mere action i soveværelset, for jo mere din kæreste overtager din tid, dit liv og afgør, hvad dine behov er før dig selv, jo mere ender hun med at blive en udgave af din mor, og hvilken kvinde har egentlig lyst til at have sex med sin søn?

Mit gæt er faktisk, at mange kvinder helt ubevidst gerne vil have, at manden træder i karakter og siger nej. Så kære mænd, tag magten over jeres kalender og dermed jeres liv tilbage.