»Vi er Danmarks Dynamite. Vi står sammen side by side.«

Sådan synger Alphabeat i hele Danmarks officielle slutrundesang, 'Danmarks Dynamite', der blev udgivet i begyndelsen af juni.

Noget tyder bare på, at danskerne ikke helt står side om side med Alphabeat.

I hvert fald viser et kig på Spotifys seneste top 200-liste, at danskerne foretrækker Gulddreng, som ud af det blå valgte at udgive sin egen EM-sang to dage efter Alphabeat.

Gulddreng.
Gulddreng. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

På danskernes foretrukne streamingtjeneste ligger Gulddrengs 'Helt sikker' i skrivende stund nummer syv, hvorimod man skal helt ned på 57. pladsen for at finde den danske dynamitsang.

Det er da heller ikke helt overraskende, at Alphabeats sang ikke ligger i top.

Allerede på dagen den udkom, fik den nemlig hård medfart på sociale medier.

Se nogle af reaktioner herunder:

  • 'Hold kæft, en omgang bras.'
  • 'Det er ikke så tit, jeg bliver decideret vred af at lytte til musik, men den her skubbede mig derud. Kæft, det er ringe.'
  • 'Øv, bedre held næste gang.'

Alphabeat.
Alphabeat. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selvom danskerne tilsyneladende ikke er de store fans af Alphabeats EM-sang, kan bandet i stedet glæde sig over, at B.T.'s anmelder trods alt er en smule imponeret.

Han har således givet sangen hele fire ud af seks stjerner og skriver blandt andet følgende:

»Det vigtigste: Kan den 'lålles'? Her består den med bravur. Jeg kan sagtens forestille mig en 43-årig ølvomsramt revisor fra Birkerød stå i Fælledparken med den ene arm rundt om bedstevennen og ølkruset mod himlen og lålle med på 'vi er reeeeeed og white'.«

Læs hele anmeldelsen her.