Selvfølgelig hader alle den nye landsholdssang – sådan er det jo hver gang! Men lur mig, om ikke de samme internet-haters skråler med, når vi har banket Finland om en uges tid.

Som altid greb jeg ud efter mobilen, i det øjeblik jeg slog øjnene op og scrollede mig – halvt bevidstløst – igennem mine sociale medier.

På Instagram havde DBU lige breaket Alphabeats EM-sang 'Danmarks Dynamite'. Og mens jeg stadig gned søvnen ud af øjnene, gennemgik jeg kommentarfeltet, som var helt som forventet.

'Hold kæft, en omgang bras', 'Øv, bedre held næste gang', 'Den ringeste sang til dato.'

Sådan er vi jo i Danmark – skeptiske af natur. Især når vi befinder os i et uforpligtende kommentarfelt.

Nå, men jeg måtte jo i gang.

Første gennemlyt i morges i sengen var sådan lidt 'meeh'! Så hørte vi den et par gange under morgenmaden, og her begyndte vi så småt at nynne med. Og så nåede jeg tre gennemlyt på cykelturen ind til arbejdet, og inden jeg nåede op på redaktionen, var jeg solgt.

Det omkvæd kryber sig længere og længere ind under huden for hvert lyt.

Og så består 'Danmarks Dynamite' de test, som en landsholdssang skal kunne klare sig igennem.

Den vigtigste: Kan den 'lålles'? Her består den med bravur. Jeg kan sagtens forestille mig en 43-årig ølvomsramt revisor fra Birkerød stå i Fælledparken med den ene arm rundt om bedstevennen og ølkruset mod himlen og lålle med på 'vi er reeeeeed og white'.

Fællesskabstesten? Den klarer Alphabeat også. Der er masser af sammenhold og knyttede næver. Vi står 'side by side', 'du og jeg', 'den rødhvide trøje, der passer alle mand'.

Sangen indeholder desuden en række klassiske landsholdsbuzzwords, som får myrepatterne til at pible frem på hver en roligan: 'Dynamite', 'sejler op ad åen', 'Rød-hvid' og så videre.

Som esset i ærmet får en landsholdsspiller – for første gang siden Frank Arnesen i 1988 – lov at synge solo. Det slipper Kasper Schmeichel, der ligesom farmand er musikalsk begavet, ret godt fra.

'Danmarks Dynamite' kan – selvfølgelig – ikke lægge arm med de ikoniske 1980er-landsholdssange. Versmelodien er lidt flad og ret undervældende, og sangen lever for alvor kun i omkvædet, som vi så også får mange gange i løbet af de knapt tre minutter.

Og så savner vi også lidt en kulmination, hvor det hele ender i en rød-hvid eksplosion, hvor fadøl og nationalfølelse skummer over. Og så bliver det faktum, at sommerens EM foregår på hjemmebane i Parken, mærkeligt nok forbigået.

Men derudover løser Alphabeat opgaven, og 'Danmarks Dynamite' skal nok blive en sang, som vi alle skråler med på sommeren igennem.

Så lad os nu sænke paraderne og lade os begejstre, i stedet for at lægge låg på EM-feberen med hurtige og forudsigelige sure internet-oneliners.

'Vi er reeeeeed og white!'