En større matchfixing-skandale har ramt dette års French Open.

For en af de mange tennisspillere er nemlig havnet i store problemer kort efter at have tabt en kamp på det berømte grusunderlag i Paris.

Det skriver det franske medie Le Parisien.

Ifølge mediet er der tale om den russiske doublespiller Yana Sizikova, der torsdag aften blev arresteret for bevidst at have tabt en kamp ved den prestigefyldte grand slam-turnering sidste år.

En kilde hos den franske anklager oplyser desuden til nyhedsbureauet AFP, at Sizikova er under mistanke for at have fixet en doublekamp under sidste års French Open.

Det var en række mistænkelige væddemål, der angiveligt fik arrangørerne og det lokale politis opmærksomhed peget i retning af den 26-årige russer.

Noget, der efterfølgende har placeret russeren i politiets søgelys gennem længere tid.

Ifølge Le Parisien er Sizikovas hotelværelse blevet ransaget efter anholdelsen.

Sammen med Ekaterina Alexandra tabte Sizikova med 1-6, 1-6 til Ajla Tomljanovic og Storm Sanders torsdag.

Den russiske tennisspiller rangerer i øjeblikket som 101 i verden på kvindernes doublerangliste.