Lastbilulykker med berusede østeuropæiske chauffører bag rattet har tidligere vakt debat og forargelse. Videoen herover er fra en tidligere ulykke, hvor en litauisk chauffør vælter med sin lastbil på motorvej E45.

E47 Sydmotorvejen er onsdag morgen spærret i sydgående retning ved Guldborgsundtunnelen. Det sker efter, to lastbiler har været involveret i et trafikuheld forårsaget af en spirituspåvirket bulgarer.

Først lød meldingen på, at én lastbil var kørt galt og lå og spærrede det sydgående motorvejsspor på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnelen. Men nu viser det sig, at to lastbiler har været involveret.

- En lastbilchauffør fra Bulgarien kører i sydgående retning og påkører på et tidspunkt autoværnet, hvorved noget af hans last ryger over på det nordgående spor. Her kommer så en hollandsk lastbilchauffør kørende, der ikke når at undvige lasten, vist nogle jernspåner. Den hollandske lastbil ryger derfor over på den anden side af autoværnet og ligger så og spærrer motorvejen i sydgående retning, siger vagtchef ved Sydsjællands Politi, Anders Mikkelsen, til bt.dk.

Vagtchefen oplyser samtidig, at den bulgarske lastbilchauffør var påvirket af spiritus og nu er blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Den hollandske lastbilchauffør formåede selv at kravle ud gennem forruden på sin lastbil og er uskadt efter uheldet.

Sydsjællands Politi oplyser klokken 10.20 på Twitter, at man satser på at genåbne motorvejen igen onsdag klokken 12.