Hvis nye oplysninger fra en dansk historiker og Simon Wiesenthalcentret passer, så stod Søren Kam centralt i forfølgelsen af danske jøder i 1943.

Søren Kam havde en stor finger med i forsøget på at udrydde de danske jøder.

Det skriver Politiken.dk på basis af oplysninger fra nazijægeren Efraim Zuroff ved Simon Wiesenthalcentet i Jerusalem såvel som historikeren Vilhjalmur Örn Vilhjalmsson.

Efter samarbejdspolitikkens slutning indledte besættelsesmagten i oktober 1943 en klapjagt på danske jøder. Men hidtil har det ikke været kendt, at Søren Kam skulle have deltaget.

Nu lyder det, at Kam deltog i et røveri i august samme år, hvor det lykkedes danske nazister at få fat i adresserne på mosaisk trossamfunds medlemmer.

En landsret i München afviste forleden både at udlevere Kam såvel som selv at stille ham for retten for drabet i 1943 på journalisten Carl Henrik Clemmensen.

/ritzau/