En 20-årig rocker er allerede tiltalt for at have været del af et tæskehold, men nu er han ligeledes tiltalt i en sag, der handler om grov afpresning, hvidvask og hæleri for flere hundrede tusinde kroner.

»Som udgangspunkt nægter han sig skyldig,« siger hans advokat Maibritt Storm Thygesen til B.T.

Ifølge anklageskriftet har han bistået svindlere, der franarrede en ældre kvinde større pengebeløb. Konkret er han tiltalt for i det forhold at have stillet sin konto i Danske Bank til rådighed for svindlerne, der i den forbindelse snød den ældre dame for 11.500 kroner.

Han er ligeledes tiltalt for yderligere to forhold, hvor han også stillede sin konto til rådighed for svindlere, der snød tre firmaer for samlet 343.000 kroner.

Desuden er han tiltalt for medvirken til afpresning ved – som det lyder i anklageskriftet – 'ved underliggende trussel om vold samt trussel om vold' at have presset offeret til at udlevere 44.000 kroner, der blandt andet blev overført til rockerens konto.

Pengene skulle offeret ifølge anklageskriftet rejse ved at optage lån.

Hvis ikke offeret skaffede pengene, ville han blive stukket ned, ligesom der ville ske 'onde ting'.

Ifølge anklageskriftet ville den tiltaltes overordnede komme efter offeret, ligesom en bagmand ville få at vide, hvor offeret boede.

Omtalte sag kommer for Københavns Byret i nærmere fremtid.

Rockeren er desuden tiltalt i sagen om et groft overfald på en bodmedarbejder, der i Christianias Pusher Street fik voldsomme tæsk tidligt om aftenen 28. april i år.

I alt er 20 medlemmer af rockerklubben Comanches nu tiltalt for på forskellig vis at have spillet roller i sagen om tæskeholdet.

Hør mere om kriminalitet i B.T.s podcast 'På fersk gerning' her: