Hans tilstand er fortsat kritisk, men der sker små fremskridt. Han er stadig ikke ved fuld bevidsthed, og der er ikke noget, der tyder på, at der sker drastisk bedring foreløbigt.

Sådan lyder det fra Østjyllands Politi om den politibetjent, der for knap tre måneder siden blev påkørt af en vanvidsbilist i Aarhus og som fortsat er indlagt.

Det har påvirket kollegaerne så meget, at den 31-åriges tilstand har sænket sig som et tæppe af uvant stilhed over Østjyllands Politi.

Det fortæller Dansk Politi onsdag, hvor de giver indblik i tiden efter påkørslen.

»Alle bliver blege, og man ser selv de hårdeste tørre tårer af kinderne. Det er svært at beskrive, men det er lidt, som om et familiemedlem er blevet ramt, og det kommer til at påvirke alle, helt ned i deres identitet, og alle de tunge spørgsmål, de igen skal svare på fra deres børn, partnere, forældre og venner, omkring arbejdet og faren ved at lave politiarbejde,« fortæller foreningsformand, Anita Frank, til Dansk Politi.

Fredag den 18. juni blev den 31-årige politibetjent ramt af en bil, hvor en vanvidsbilist på flugt sad bag rattet i krydset ved Silkeborgvej og Åby Ringvej i Åbyhøj i Aarhus.

Politibetjenten mistede bevidstheden og har ikke genvundet den fuldstændig siden.

I tiden efter har kollegaerne til den påkørte betjent været dybt berørte af den ulykkelige situation, og de kæmper stadig dagligt med sorgen.

Tillidsrepræsentant i beredskabet, Dan Søberg, husker de mange tanker og billeder, der for gennem hans hoved, da han hørte om uheldet.

»Jeg husker tydeligt den første melding: Kollega er påkørt, og han ligger i rabatten. Og man tænker straks, at det absolut ikke er godt, og man føler sig også ramt. Når det sker for en kollega, er det også lidt som om, det sker for mig.« fortæller han.

Dan Søberg kender den 31-årige godt efter flere år sammen på stationen. Det var derfor også ham, der sammen med sin køremakker hentede den påkørte politibetjents kone og kørte hende til hospitalet.

Her ventede der hende den forfærdelige virkelighed, der siden har påvirket ikke bare familiens liv, men i den grad også kollegaerne ved Østjyllands Politi.

I tiden efter har kollegaerne til den 31-årige betjent fået psykologhjælp, og da de mødte på arbejde i dagene efter ulykken, var det til synet af breve, blomster og tegninger fra borgere, der havde hørt om ulykken.

De første døgn var som en forfærdelig rutsjebanetur for dem alle, mens de ventede på positive meldinger fra lægerne, der aldrig kom. Samtidig var de meget påvirkede af, at gerningsmanden ikke var blevet fanget endnu.

Men det blev han to dage efter ulykken. En 20-årig mand blev anholdt, som man mener sad bag rattet i bilen den dag. Han er siden varetægtsfængslet i sagen sigtet for blandt andet vold mod en tjenestemand og forsætlig fareforvoldelse.

Men det er stadig en stor sorg for Østjyllands Politi, at de ikke har fået deres kollega tilbage som før. De har brug for stadig at mødes, tale sammen og få status på deres kollegas udvikling. Og sådan går dagene, mens de håber på at få gode nyheder.