Da en ung mand på 18 år onsdag aften forsøgte at undvige et rådyr, som pludselig var løbet ud foran den bil, han sad i sammen med en 16-årig pige, endte det i en ulykke.

Undvigemanøvren førte nemlig til, at den unge mand onsdag aften mistede herredømmet over bilen. Det skriver Nordjyske.

Bilen endte med at skride over i den modsatte side af Vestmorsvej på Mors, hvor bilen efterfølgende fortsatte ud over en skrænt.

»Her rullede den (bilen, red.) rundt flere gange,« fortæller vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi til Nordjyske.

De to unge blev efterfølgende kørt og fløjet til henholdsvis Viborg Sygehus og Aalborg Universitetshospital. Ifølge vagtchefen er ingen af de to unge i kritisk tilstand efter ulykken.