En mand er blevet anholdt efter knivstikkeri på udrejsecenteret Kærshovedgård i Bording.

En 62-årig beboer på udrejsecenteret ved Bording kom lørdag op at toppes med en 27-årig beboer. Skænderiet endte med, at den 27-årige mand blev stukket i skulderen med en kniv.

Den 27-årige tilkaldte selv politiet efter episoden, hvorefter den 62-årige beboer blev anholdt.

»Hvad der går forud for episoden, har vi ikke helt klarhed over, men den forurettede køres til Gødstrup Sygehus, og skaderne er ikke umiddelbart alvorlige,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis, til Herning Folkeblad.

Den 62-årige mand er blevet sigtet efter paragraffen om kvalificeret vold, der handler om angreb mod en anden persons legeme af »særligt rå, brutal eller farlig karakter.«

Strafferammen er op til seks års fængsel.

Udrejsecenteret Kærshovedgård er i de senere år blevet kendt for en række sager om vold og radikalisering blandt beboerne, der består af afviste asylansøgere, mennesker udvist ved dom og mennesker på tålt ophold i Danmark.

Blandt andet kunne B.T. i en serie artikler i efteråret fortælle om, hvordan PET og politiet ikke fik besked om flere udlændinge under mistanke for radikalisering på stedet.

Her var en beboer på stedet under mistanke for at være leder af terrorgruppen al-Qaeda i Skandinavien.