Selv beskriver han sig som »imødekommende, kærlig og empatisk«. Men hans selvbillede passer ikke til virkeligheden – det er forvrænget, lyder vurderingen fra en retspsykiater.

I virkeligheden har han narcissistiske og psykopatiske træk. Hans verdenssyn er indsnævret, og hans charme overfladisk.

Sådan lyder det i hvert fald i mentalundersøgelsen af den 29-årige hooliganleder, som i øjeblikket er på anklagebænken ved Retten i Glostrup.

Her er han tiltalt for i alt 51 forskellige forhold. Vold og trusler. Og op mod 1.300 overgreb på 15 unge mænd og en kvinde.

Mens den 29-årige Brøndby-supporter nægter sig skyldig og vil frifindes, går anklagemyndigheden efter at få ham idømt forvaring.

En tidsubestemt straf til landets farlige.

Mentalundersøgelsen konkluderer, at den tiltalte er blandt dem. At der, hvis han ikke bliver idømt forvaring, er væsentlig risiko for, at han vil begå kriminalitet lignende den, han lige nu er tiltalt for.

At der, såfremt han forbliver på fri fod, er nærliggende fare for andre mennesker.

Den 29-årige hooligan har forklaret i retten, at han startede med komme i fanmiljøet omkring Brøndby IF allerede som tiårig.
Den 29-årige hooligan har forklaret i retten, at han startede med komme i fanmiljøet omkring Brøndby IF allerede som tiårig.
Vis mere

Mentalundersøgelsen blev lavet sidste år, og undervejs blev det noteret, at den 29-årige var både glat og snakkesalig – og at han tydeligt anstrengte sig for at fremstå veltalende. Også selvom han brugte visse ord forkert.

Videre lyder det, at han ikke udviste anger over den aktuelle situation. Han syntes angivelig mere optaget af, hvilke konsekvenser det ville få for ham.

Han er ifølge undersøgelsen almindeligt interesseret i andre mennesker, men forstår dem formentlig ikke særlig godt. Hans eget følelsesliv beskrives som præget af falskhed og uden dybde.

I forbindelse med undersøgelsen skulle den 29-årige desuden have været meget optaget af at styre samtalens længde og form. Og af at blive opfattet rigtigt. Ved vejs ende skulle han i øvrigt have bemærket, at han håbede, undersøgeren »havde lært noget«.

I konklusionen lyder det, at den 29-årige ikke udviser medfølelse for de påståede ofre. Og at han frasiger sig ansvaret for det eventuelle ubehag, andre måtte have følt på grund af ham.

Videre lyder det, at han er bagatelliserende og bedragerisk. At han mangler impulskontrol, og at hans dømmekraft er nedsat.

Ifølge undersøgelsen er han normalt begavet, har ingen psykoser og fejler i øvrigt ikke noget.

Selv forklarede den 29-årige i forbindelse med undersøgelsen, at han ikke længere betragtede sig selv som hooligan.

At han gerne ville videre med sit liv. Videre fra drengestreger og »afstumpede ting«. Og gerne i militæret.

Som tidligere dømt er han dog opmærksom på, at det ikke vil blive muligt i Danmark. Derfor overvejer han at tilslutte sig Fremmedlegionen.

Uanset hvad ønsker han på grund af sagen at skifte navn og flytte til udlandet. Og at blive en ny udgave af sig selv.

Om ønskerne får gang på jord, afhænger af rettens afgørelse. Såfremt alt går efter planen, falder der dom 8. juni.