Fem personer og to selskaber er tiltalt i 'omfattende' sag om bestikkelse og mandatsvig af særlig grov karakter i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet i en meddelelse tirsdag formiddag.

To tidligere civilt ansatte hos Forsvarets Ejendomsstyrelse, nu Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, er tiltalt for at have modtaget bestikkelse i form af værdier for henholdsvis cirka 2.915.000 kroner og 125.000 kroner.

Værdierne omfattede blandt andet adskillige designermøbler, hvidevarer og havemaskiner, og forholdene i sagen fandt ifølge tiltalen sted i en periode mellem 2013 og 2020.

De to ansatte lod, mener anklagemyndigheden, Forsvarets Ejendomsstyrelse betale for ydelser og genstande, som de to ansatte modtog til privat brug.

Ydelserne og genstandene blev købt gennem en række af styrelsens leverandører.

Ud over de to tidligere ansatte i forsvaret er tre personer og to leverandørvirksomheder tiltalt for at have medvirket til mandatsvig og for at have ydet – eller forsøgt at yde – bestikkelse til de to tidligere ansatte, forklarer NSK.

»Det er alvorligt, når offentligt ansatte udnytter deres position til personlig vinding og tager imod bestikkelse. Det går ud over skatteyderne, der i sidste ende betaler regningen, og tilliden til de offentlige institutioner tager skade,« siger advokaturchef hos NSK, Niels Kjærsgaard.

Sagen vil blive behandlet ved Retten i Holstebro, men er endnu ikke berammet.