Én sagde, han ville skyde en coronapoder. En anden skal nu i retten på grund af uenigheder om en parkeringsplads.

Og en tredje udsatte en kvinde for en noget ekstraordinær køreprøve.

Årsrapporten fra Den Uafhængige Politianklagemyndighed, der holder øje med politiets gøren og laden, er netop landet.

2.094 sager er blevet behandlet, og B.T. har her samlet nogle af de mest obskure.

Skulle lige handle ind – under køreprøve

Da en ung kvinde skulle til køreprøve, havde den prøvesagkyndige betjent også andre planer end at tjekke hendes kørefærdigheder.

Han skulle nemlig lige handle ind.

Hun sad derfor i bilen og ventede, mens betjenten fik ordnet sine indkøb, for at de derefter kunne køre tilbage til det køretekniske anlæg.

Betjenten forklarede angiveligt, at prøven var afsluttet, men politiklagemyndigheden fandt ikke desto mindre hans opførsel så uprofessionel, at sagen nu afventer en disciplinær afgørelse.

Betjent overfusede poder

»Hvis du rammer min drøbel, så skyder jeg dig,« skulle en betjent have sagt til en poder, da han skulle coronatestes.

At det måske var sagt i sjov, fik ikke politiklagemyndigheden til at se mildere på sagen.

Slet ikke, fordi betjenten bar både uniform og våben, da ordene lød.

Udtalelsen var så grov og upassende, at den resulterede i en disciplinærsag, hvor betjenten fik en advarsel.

Vrede over parkeringsplads sender betjent i retten

Spørger man politianklagemyndigheden, misbrugte en politimand sin stilling, da han blandt andet slog ejeren af en bil op i politiets egne systemer.

Sagen var, at bilejeren havde taget sig den frihed at parkere på den plads, som politimanden lejede. Og det vakte efter alt at dømme utilfredshed.

Foruden at skulle have søgt på både bilejeren og hans nære i politiets systemer – og i øvrigt ringe til dem – efterlod politimanden angiveligt også en seddel på den parkerede bil, hvor der stod »IDIOT«.

Politimanden er nu tiltalt og kan derfor se frem til at skulle forbi anklagebænken i retten.

»Ellers så ryger du fandeme med snotten ned i jorden«

»Hold kæft, hvor er I ringe til livet, mand,« lød det fra en betjent, der var kaldt ud til en adresse, hvor der blevet spillet høj musik.

Hele seancen blev filmet, og på videoen kan man blandt andet høre, hvordan betjenten også siger til en af de tilstedeværende, der umiddelbart må have afbrudt ham:

»Nej, nu snakker jeg, så må du lige holde din kæft, ikke også. Ellers så ryger du fandeme med snotten ned i jorden. Kan du fatte det? Og så får du håndjern på. Nu snakker jeg, så hold din kæft. Opfør dig som en voksen mand.«

Selvom politiklagemyndigheden fandt sprogbruget både nedladende, personligt og kritisabelt, førte betjentens optræden ikke til mere end en tjenstlig samtale.

Kontaktede 15-årig pige på Instagram

Det har kostet en betjent en bøde på 5.000 kroner, at han efter en politiforretning kontaktede en teenagepige på Instagram.

Uden tjenstlig anledning skrev han til hende, at hun så »skidegodt ud«. Og så ville han da også lige høre, om de kunne skrive på Snapchat.

Først overvejede politiklagemyndigheden, om betjenten havde gjort sig skyldig i stillingsmisbrug.

Men man fandt det formildende, at betjenten havde skrevet, at han »nok skulle stoppe, hvis hun syntes, det var for upassende«.