En person er kommet alvorligt til skade efter en ulykke på Rute 26 mellem Skive og Viborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

»Der er en bil og en motrcykel, der er kørt sammen,« siger vagtchef Jens Claumarch til BT.

Han fortæller, at der er tale om en alvorlig ulykke.

»Det er alvorligt, og det er motorcyklisten det er gået hårdt udover som den bløde trafikant,« siger vagtchefen, der på nuværende tidspunkt ikke kan sige mere om vedkommendes tilstand.

Den anden implicerede, der sad i personbilen, er ikke kommet alvorligt til skade, men er meget rystet, lyder det.

»Vedkommende i bilen er meget chokeret og måtte have noget berolignende på stedet. Vedkommende er blevet kørt til Viborg Sygehus til tjek,« siger Jens Claumarch.

Ulykken skete tilsyneladende, fordi bilen kom over i den forkerte vejbane, da føreren var uopmærksom.

»Forklaringer fra vedkommende i bilen og vidner tyder på, at der var en hund i bilen, der kastede op i varrnen. Det distraherer føreren, som kommer over i modsatte kørebane, hvor motorcyklen rammer. Det mener vi er årsagen, altså uopmærksomhed,« siger Jens Claumarch.

Vejen har tidligere været spærret mellem frakørsel mod Kvols og Hedegårde, men kort før klokken 15 oplyser Vejdirektoratet, at vejen igen er farbar.

Opdateres...