En cyklist kom tirsdag cyklende ad en landevej ved Holstebro, da han blev påkørt bagfra af en bilist.

En 68-årig mand er tirsdag aften død af de kvæstelser, han pådrog sig i forbindelse med en trafikulykke i Holstebro tidligere på dagen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

- Det er en alvorlig ulykke. En cyklist kører nordpå ad Hjermvej, og det samme gør en bilist. Så rammer bilisten cyklisten, fortalte vagtchef Lars Even tidligere tirsdag.

Den 68-årige blev hentet af en lægehelikopter og fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, men hans liv stod altså ikke til at redde.

Den kvindelige bilist var ifølge vagtchefen meget chokeret efter ulykken.

En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken. Det er kutyme i trafikulykker, hvor en eller flere er kommet alvorligt til skade.

/ritzau/