Kevin Magnussen overraskede positivt i VM-premieren i Formel 1 – indtil bremserne sendte ham ud af løbet efter 26 omgange.

Kvalifikationen antydede, at Haas' 2020-model ikke var bedre end sidste års problematiske VF19-model. Men da de røde lamper slukkede, leverede Magnussen en superstart og var i nærheden af VM-point, da han røg af banen.

»Ærgerligt,« var Kevin Magnussens konklusion efter løbet.

»Jeg fik en god start og lå godt, indtil jeg fik problemer med bremserne. Jeg fik hele tiden meldinger om at spare dem – altså ved at slippe bremserne på vej ind i svingene. Jo tidligere før bremsezonen man slipper gassen, jo mere sparer men bremserne. Til sidst slap jeg gassen næsten 100 meter før svingene. Vi vidste godt, vi skulle passe på bremserne, men ikke på den måde,« fortsatte Magnussen.

»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men til sidst sprang bremserne nærmest i luften. Det skete, netop som Esteban Ocon angreb mig. Måske fordi kølingen svigtede i det øjeblik? Jeg var på grænsen, og det skete helt uventet. Det kan også være, at der er kommer noget ind i køleindtaget til bremserne.«

Det var en bitter exit for danskeren, for han lå på 11.-pladsen, da bremserne svigtede.

»Det var en skam, for jeg lå på 11.-pladsen, og uden bremseproblemerne havde jeg haft god fart i bilen. Jeg kunne have fulgt med Alpha Tauri (en af dem sluttede på syvendepladsen, red.). Ærgerligt og surt, når jeg nu lå godt, og kunne have scoret point.«

Magnussen gik allerede på de første meter fordi teamkammerat Romain Grosjean, der under træningen havde slået danskeren med syv hundrededele af et sekund. Franskmanden udgik også med bremseproblemer, men var forinden af banen flere gange. Mens Magnussen bortset fra bremseproblemerne var ganske tilfreds med sæsonstarten, var teamkammeraten mere negativ:

»Det var en meget svær bil at køre – måske den langsomste på banen,« sagde Grosjean.

Franskmanden havde allerede fredag et problem med bremserne.

»Mit problem var ikke det samme som det, Romain havde i fredags. Det, han oplevede fredag, var noget helt andet, så der er overhovedet ingen sammenhæng,« sagde Magnussen.

»Så jeg synes, det er positivt: Vi har nu en bil, der kan køre race. Det er ikke som sidste år, hvor vi bare sejlede den gennem feltet. Nu har vi en bil, hvor jeg kan køre en god første omgang og så kæmpe den hjem – altså ud med albuerne og så få nogle point. Det er bedre end sidste år.«

Kevin Magnussen er allerede på banen igen i næste weekend, hvor der igen køres på Red Bull Ring i Østrig.