De fleste, der opholder sig i Ukraine i disse dage, har travlt med at komme væk fra den invasion, som Rusland torsdag begyndte.

Derfor vakte det også opsigt, da nyheden om, at Hollywood-stjernen Sean Penn ikke blot var på vej til landet, men allerede befandt sig Ukraines hovedstad, Kiev, kom ud.

Her skulle han efter sigende være i gang med at lave en dokumentar, som skal fortælle verden om, hvad der i virkeligheden sker i Ukraine.

Og faktisk er det langt fra første gang, at den 61-årige skuespiller vælger at kaste sig selv ind i yderst farlige omgivelser.

I 2015 var det andre og varme breddegrader, som Sean Penn søgte imod.

Her skulle han besøge Joaquín Archivaldo Guzmán Loera – narkobaronen 'El Chapo'.

En mand, som blot få måneder tidligere var flygtet fra et mexicansk fængsel via en tunnel. Det var i øvrigt anden gang, Guzmán havde held til at flygte fra et fængsel.

I 2014 påstod han, at han havde været ansvarlig for drabene på 2000 til 3000 mennesker, ifølge CNN.

Og hvorfor ville denne massemorder så mødes med en Hollywoodstjerne? Jo, El Chapo havde sagt ja til at byde Sean Penn velkommen, fordi han var blevet fortalt, at skuespilleren kunne være interesseret i et opfylde narbaronens store drøm om at få lavet en film om sit liv.

Sean Penn havde ikke den store interesse i at lave en sådan film. Han var derimod rejst til Mexico med det formål at interviewe El Chapo til en artikel i Rolling Stones. Noget, som Sean Penn, ifølge New York Post, ikke lige havde fortalt El Chapo om.

Det var dog ikke kun mødet med en morderisk og paranoid narkobaron, der udgjorde en fare for Sean Penn.

El Chapo, som var på flugt, og derfor opholdt sig et tophemmeligt sted, havde myndighederne i hælene.

Og mexicanske marinesoldater stod klar til at storme narkobaronens tilholdssted, mens Sean Penn var der.

De amerikanske myndigheder ønskede, de skulle vente, men mexicanerne var bestemte og ligeglade med, at Sean Penn blev sat i fare.

I sidste ende var det en storm, der gjorde, at de måtte udskyde aktionen.

I 2016 klappede fælden dog for narkobaronen, da myndighederne fik fat i ham. El Chapo sidder i dag i fængsel på livstid.

Og Sean Penn? Ja, han fik såmænd sit interview, og med hans nuværende tilstedeværelse i Ukraine har han altså nok engang opsøgt faren.