Planen var, at de skulle giftes i maj 2023. Men nu er det aflyst.

For en familieforøgelse er kommet dem i forkøbet.

Det afslører mor Tina Elhauge fra TV 2-programmet ‘Årgang 0’ på sin Instagram-profil.

Heri lyder det nemlig, at familiens ældste søn, Oscar Elhauge, og kæresten Nanna skal være forældre.

»Disse to smukke unge mennesker overrasker mig gang på gang. For få uger tilbage fik jeg at vide, at jeg skal være farmor, hvor fantastisk er det lige. Jeg tror, jeg sagde noget alla, 'jeg bliver verdens værste farmor',« skriver hun i opslaget.

Samtidig lægger hun heller ikke skjul på den store begejstring, der er i familien.

»Farfar Mogens, onkel Christian og Ludwig er så spændte, jeg glæder mig så meget til at se den lille, og se hele familien samlet med den lille ny. Vi krydser fingre for, at alt går som det skal og ønsker Nanna og Oscar tillykke med omstændighederne,« skriver hun og afslutter opslaget med:

»Pyt med brylluppet, det tager vi senere.«