Den danske influencer Fie Laursen har ingen planer om at undskylde for, at hun nu igen er begyndt at reklamere for sugardating.

Det fortæller hun i sin første kommentar, efter hun de seneste dage er blevet stærkt kritiseret fra flere sider for sin beslutning.

Det skriver ugebladet Se og Hør, som har fået en sms fra Fie Laursen.

Den 23-årige blogger, reality-stjerne og influencer undskyldte ellers offentligt tilbage i marts for, at hun havde lavet en reklame for sugardating:

»Det er en kæmpe fejl. Det er virkelig dumt. Jeg tror bare, at jeg tit glemmer, at der er børn, der følger mig,« sagde hun til P1 dengang.

Nu har tonen dog fået en anden lyd, og i sms'en til Se og Hør forklarer hun, at hun ikke vil undskylde denne gang:

»Sidst jeg undskyldte for sugardating-reklame, var det kun noget, jeg sagde undskyld for på grund af folks hate. Jeg blev stresset og turde ikke stå ved mine egne holdninger,« skriver hun til Se og Hør.

Videre forklarer hun, at hun nu har 'valgt at stå ved den, jeg er' - ligesom hun vil støtte de kvinder, der har valgt at gå den vej.

Det var tidligere denne uge, at Fie Laursen på Instagram, hvor hun har 330.000 følgere, opfordrede til at oprette en profil på et sugardating-site, hvor man blandt andet kan sælge sine brugte trusser og modtage betaling for at gå på dates.

»Hvis der sidder nogle piger over 18, der sidder og tænker: 'Wow jeg kunne godt bruge lidt luksus i min hverdag', så kan I enten ligesom mig sælge jeres brugte trusser. Men I kan også tage på sugerdates, i stedet for at I går på Tinder og bliver fucket op af en eller anden psykopat og ikke får en skid ud af det,« sagde hun i den forbindelse og fortsatte:

»Så kan I bare sige: 'Hey, ved du hvad, jeg vil gerne have 5.000 kroner for at tage ud og spise med dig', og så sidder der en dejlig mand derude og tænker: 'Det vil jeg gerne give dig',« siger hun.

Den reklame har siden fået en lang række andre kendte på Instagram til at tage afstand til Fie Laursen og opfordre til en ny lovgivning på området.

Sugardating-fænomenet, hvor en ofte ældre person giver middage, rejser og luksusvarer til gengæld for selskab og nærvær, er ikke ulovlig, men børneorganisationer har tidligere advaret mod at lade sig lokke af influenceren.

Kuno Sørensen, der er psykolog hos Red Barnet, sagde torsdag følgende til B.T.:

»Problemet er, at sugardating ligner prostitution. Det er bekymrende, at et ungt menneske, som har så stor betydning for unge både under og over 18, på den måde reklamerer for sugardating som værende noget helt normalt og noget, som de unge skal opsøge.«

Det har endnu ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Fie Laursen.