Mens influencer Fie Laursen endnu en gang bruger sin Instagram-profil til at reklamere for sugardating, bruger en lang række kendte danskere nu deres egne profiler til at advare deres følgere mod hendes opslag.

23-årige Fie Laursen, der ud over at blogge har medvirket i realityshows som 'Paradise Hotel' og 'Ex on the Beach', er for tredje gang på få måneder begyndt at reklamere for sugardating, selv om hun tidligere på året undskyldte over for DR, da hun godt ved, at hun har mange unge fans.

Alligevel opfordrer hun altså nu igen sine 330.000 Instagram-følgere til at oprette en profil på et sugardating-site, hvor man kan sælge sine brugte trusser og modtage betaling for at gå på dates, og det har blandt andet fået 'X Factor'-værten Sofie Linde til at bringe en advarsel.

»Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det som oftest også. Det her med at mødes med fremmede mennesker er noget, man skal være ekstremt påpasselig med. Jeg vil opfordre jer til at lade være,« siger 'X Factor'-vært Sofie Linde blandt andet i en Instagram-video.

Sofie Linde.
Sofie Linde. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Hun siger videre:

»Fie Laursen glemmer at nævne noget meget, meget væsentligt. De her sugardating-hjemmesider fungerer også som prostitutionssider (...) Man kan risikere at modtage tilbud om direkte prostitution - altså seksuelle ydelser for penge - og sådan et dilemma ønsker jeg ikke, at nogen unge mennesker skal stå i.«

Iværksætteren Andrea Elisabeth Rudolph, rapperen Tessa, sangerinden Saseline og influenceren Irina Olsen har ligeledes valgt at lave opslag på deres Instagram-profiler, hvor de advarer om Fie Laursens sugardating-opslag.

Irina Olsen ryster lidt opgivende på hovedet. Hun mener ikke, man kan gøre noget ved det, før der kommer en ny form for lovgivning.

»Jeg tror, reglerne for reklamer skal justeres i forhold til at promovere sugardating. Det burde ikke være lovligt. Lige nu må man poste, hvad man har lyst til, så der er ikke meget, man kan gøre,« siger hun på Instagram.

Det er bloggeren Mascha Vang enig i.

Hun fortæller til B.T., at hun er ærgerlig over, at Fie Laursen igen og igen ødelægger influncernes ry.

»Det er så vanvittig ødelæggende for vores branche. Det er så uetisk. Jeg ved godt, at hun må gøre, hvad hun vil med sin krop, men når man henvender sig til så unge piger, så kan det være ødelæggende. Ikke kun for vores branche, men vigtigst af alt for unge piger, der har hende som deres idol.«

Mascha Vang.
Mascha Vang. Foto: Oscar Scott Carl
Vis mere

Mascha Vang tilføjer:

»Når folk, der ikke kender vores branche så godt, hører om det her, så får de en forudindtaget holdning til os alle sammen. Jeg synes, man er nødt til at kigge på, om der ikke skal være nogle restriktioner og guidelines. Når man har et vist antal følgere, bør man skulle have et form for kørekort til sociale medier eller blive lukket helt ned.«

»Vi er selvfølgelig ikke i Nordkorea og kan ikke bare lukke folk ned, men der bør være nogle restriktioner, så man kan tage affære, når man går over stregen.«

Der kom for alvor fokus på sugardating tilbage i 2017, da DR3 viste dokumentarserien 'Gina Jaqueline - en sugardaters fortælling' om en 26-årig kvinde, der gik på dates med rige mænd.

Fænomenet, hvor en ofte ældre person giver middage, rejser og luksusvarer til gengæld for selskab og nærvær, er ikke ulovlig, men børneorganisationer har tidligere advaret mod at lade sig lokke af influenceren.

Kuno Sørensen, der er psykolog hos Red Barnet, sagde torsdag til B.T.:

»Problemet er, at sugardating ligner prostitution. Det er bekymrende, at et ungt menneske, som har så stor betydning for unge både under og over 18, på den måde reklamerer for sugardating som værende noget helt normalt og noget, som de unge skal opsøge.«

Han tilføjer:

»Det har stor betydning, hvad idoler og kendte mennesker, som unge ser op til, anbefaler, og med det her (Fie Laursens opfordring, red.) er der risiko for, at især sårbare unge vil afprøve sugardating, fordi de opfatter det som noget, der hører ungdomslivet til, som man med en vis naturlighed skal afprøve, fordi Fie Laursen siger, at det er godt.«

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Fie Laursen.