Fie Laursen fortryder. Det var ikke hensigtsmæssigt at reklamere for sugardating, indrømmer hun nu.

»Det er en kæmpe fejl. Det er virkelig dumt. Jeg tror bare, at jeg tit glemmer, at der er børn, der følger mig.«

Sådan siger hun fredag i radioprogrammet Kulturen på P1.

Undskyldningen kommer efter, hun mandag delte et opslag på sin Instagram, hvor hun reklamerede for en internetside for sugardating. En måde at date på, hvor præmissen er, at den ene part giver den anden enten gaver eller penge.

Både Red Barnet og Børns Vilkår tog kort efter kraftig afstand fra reklamen.

Kuno Sørensen, der er psykolog hos Red Barnet, kalder det 'gråzone-prostitution', mens Charlotte Smerup, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, frygter, at børn under 18 år vil lade sig inspirere af den slags reklamer.

Hun fortæller, at de har fået opkald fra børn, der har løjet om deres alder, for at få adgang til datingsider.

'Jeg har ikke nogen børn omkring mig. Jeg er kun i selvskab med voksne, så jeg glemmer ofte at der er de yngre, som både tænker og føler anderledes – og det arbejder jeg på at huske mig selv på.'

Sådan skriver den 23-årige influent på sin blog.

Hun skriver også, at de penge hun fik for at lave reklamen, har hun givet til den mand, der anbefalede hende at lave reklamen.

Til sidst takker hun kritikerne for at reagere på reklamen.

Hun indrømmer, at hun til tider har brug for et 'spark i røven'.