Dar Salim gider ikke at tale om sit kærlighedsliv. Han synes nemlig, det er svært nok at manøvre i uden at delagtiggøre andre.

Det fortalte han mandag i forbindelse med premieren på en kommende Netflix-film med han og Sonja Richter i hovedrollerne.

Den psykologiske thriller har fået titlen 'Kærlighed for voksne', og det fik selvsagt pressen til at spørge, hvordan det står til med kærligheden i hans eget liv.

»Det taler jeg ikke med jer om, for det synes jeg ikke er interessant,« svarede han høfligt.

»Jeg er lige som alle andre. Jeg har et kærlighedsliv, og nogle gange går det fantastisk, og andre gange er vi kede af det. Der er ikke noget særligt ved det.«

Dar Salim har den tiårige søn Zidane Storm med sin ekskæreste filmproduceren Meta Louise Foldager. Men siden deres forhold har den 45-årige skuespiller gået notorisk stille med dørene i forhold til hans privatliv.

Og det er der en særlig grund til.

»Jeg synes, kærligheden er svær nok i forvejen. Så jeg forstår ikke, at folk tør skrive: 'Jeg er i et forhold' på Facebook, for så skal du forklare, hvorfor du pludselig ikke er det mere.«

Og når man så lægger til ligningen, at Dar Salim er kendt i offentligheden, så ser han endnu mindre grund til at dele en række op- og nedture, som andre kan grave i.

Derfor har han kun én ting at sige om sit kærlighedsliv:

»Jeg kan sige, det er meget meget kedeligt, og det fungerer, og alt er godt,« siger han med et smil.