At æblet falder ualmindeligt langt fra stammen, blev franske tv-seere fredag vidner til, da tv-vært og tidligere fodboldstjerne Jakob Kjeldbjergs yngste datter tonede frem i den franske udgave af talentshowet 'The Voice Junior'.

For hvor vi kender Maria Nicole Kjeldbjergs far som den råbende ekspeditionsleder i 'Robinson-ekspeditionen' på TV3, der skriger ad de dovne deltagere, var den nu 13-årige piges stemme anderledes blid i det franske tv-show. Lørdag kunne 3,8 millioner franskmænd se hende optræde i programmet. Hun medvirker i den franske version, fordi familien har bopæl i Grasse nord for Cannes.

Her sang hun Adeles ballade 'Million Years Ago' for de tre dommere, der sad med ryggen til og kun lyttede til hendes stemme. Og de valgte alle at vende sig om og således sende den unge talentfulde sangerinde videre i konkurrencen.

»Jeg var rigtig nervøs. Men da dommeren, som jeg valgte, drejede sig, blev jeg rigtig glad,« siger hun til BT.

Og det kan man måske godt forstå. For i tiden op til hendes 'blind-audition' så havde hun været til fem prøver i Paris. Derudover havde hun også en anden stor personlig udfordring. Ifølge den kendte far er Maria ikke scenevant.

»Jeg var selv hamrende genert i den alder, og Maria er endnu mere,« siger Jakob Kjeldberg.

Portræt af Jakob Kjeldberg i hans hus i Nice. Jakob Kjeldberg sammen med sin yngste datter Maria i 2016.
Portræt af Jakob Kjeldberg i hans hus i Nice. Jakob Kjeldberg sammen med sin yngste datter Maria i 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Og på selve audition-dagen skulle de allerede møde op ved studiet klokken 08.00. Derefter måtte de vente 12 nervepirrende timer, før hun kom på scenen foran de tre dommere. Men så brillerede hun også.

»Det var et magisk øjeblik,« siger den meget stolte far og fortsætter:

»Jeg var helt oppe at køre. Jeg tror, at værten får et chok, fordi at jeg har så meget energi. Heldigvis synes han bare, det var morsomt.«

I programmet kan man høre, hvordan de tre dommere i den grad roser den unge pige. De lægger vægt på, at hun har en flot stemme, og at hun på imponerende vis rammer alle tonerne i sangen skarpt.

Maria Nicole Kjeldberg begyndte først til sangundervisning, da hun var 10 år gammel. Og det var sanglæreren, som i smug sendte en optagelse af den talentfulde pige til programmet. Herefter blev hun inviteret til audition.

»Vi havde en fornemmelse af, at hun ville sige nej. Så vi måtte lige sige, at vi måtte vende tilbage,« siger den garvede tv-vært.

Portræt af Jakob Kjeldberg i hans hus i Nice. Jakob Kjeldberg sammen med sin yngste datter Maria og sin kone Christine i 2016.
Portræt af Jakob Kjeldberg i hans hus i Nice. Jakob Kjeldberg sammen med sin yngste datter Maria og sin kone Christine i 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Og i timen op til datterens audition kunne faderen mærke, hvordan nervøsiteten bredte sig som steppeild i kroppen. For datteren var nemlig den sidste, som skulle til audition.

»Vi sidder jo i venterummet, og så kommer børnene ind på skift foran dommerne. Nogle jublede og andre græd, da de kom ud igen. Så at se sådan en lille pige, der får tommelfingeren nedad. Det er godt nok hårdt og hjerteskærende,« siger han.

Derfor lagde Jakob Kjeldberg og konen Christine vægt på, at det 100 procent handlede for datteren om at give den gas i programmet. De håbede nemlig også på, at hendes medvirken kunne hjælpe på genertheden. Han har også kunnet trække på sin erfaring som offentlig person i forhold til at forberede sin datter på den opmærksomhed, som hun uden tvivl vil få på grund af sin medvirken i talentprogrammet.

»Jeg har det ok med opmærksomheden lige nu, men der er heller ikke alt for meget, og det er jo fint,« konstaterer Maria.

Alle afsnit på nær finaleafsnittet er optaget. Så måske har Maria Nicole Kjeldberg allerede udspillet sin rolle. Desværre må den stolte far ikke fortælle, om vi kommer til at se datteren i finalen.

Se Maria Nicole Kjeldbergs audition her.