Andrea Elisabeth Rudolph trækker sig fra direktørposten i sin millionforretning og giver stafetten videre.

I stedet vil hun fokusere på det kreative arbejde, lyder det ifølge Fashionforum i en pressemeddelelse.

Den tidligere tv-vært grundlagde i 2009 hudplejefirmaet Rudolph Care, som siden er blevet en ganske indbringende affære for Andrea Elisabeth Rudolph, der i dag beskæftiger 30 ansatte.

Men nu har hun altså valgt at give stafetten videre til Ditte Søndergaard Bihorac, som kommer fra høje stillinger i andre skønhedsbrands som Chanel, New Nordic og L’Oréal. Hun skal primært stå for at realisere virksomhedens strategi, der blandt andet indebærer at accelerere væksten internationalt, lyder det.

»Ditte besidder den erfaring og de evner, som skal til for sammen med resten af teamet at kunne forfølge vores drømme for fremtiden. Jeg glæder mig til selv at træde ind i den rolle, hvor jeg er bedst – nemlig i det strategiske, kreative, legende og udviklende,« udtaler Andrea Elisabeth Rudolph.

I februar sidste år fortalte Andrea Elisabeth Rudolph offentligheden, at hun var blevet diagnosticeret med brystkræft. I samme forbindelse fortalte hun, at hun ville trække sig som daglig leder – hun havde så længe fokuseret på at overleve, at hun nu ville koncentrere sig om at leve.

Derfor tillod hun sig selv at slappe lidt mere af i hverdagen, gå til akupunktør, tage vitaminer og øve sig i at sove middagslur, fortalte hun til Eurowoman.

Efter at have modtaget kemoterapi, strålebehandling og fået bortopereret sit ene bryst blev Andrea Elisabeth Rudolph erklæret kræftfri i september samme år og kunne en måned senere modtage sin allersidste strålebehandling.