Aldrig før har der været så mange.

I hvert fald ikke ifølge Finansmediet Forbes, der har udgivet deres liste over verdens rigeste mennesker. En liste, der i år indeholder 2781 personer, som er god for over én milliard dollar.

Det er 26 personer mere end det tidligere rekordår, som var 2021.

En af de nytilkomne på listen er popstjernen Taylor Swift, som kan se 1,1 milliard dollar på kontoen, når hun logger ind på netbank.

Den 34-årige popstjerne blev allerede dollarmilliardær i oktober, anslår finansmediet, så nu er hun for første gang blevet inkluderet på milliardærlisten.

Det er særligt hendes verdensomspændende og igangværende Eras-turné, der har hjulpet hende til den nye titel som milliardær i dollars - svarende til knap syv milliarder i danske kroner.

Turneen satte nemlig rekord som den første turné i historien, der indtjente mere end en milliard dollar. Det skete allerede 60 koncerter inde i den igangværende turné.

Samtidig bliver Taylor Swift også den første kendis på Forbes milliardærliste, der har tjent sin formue udelukkende på sin musik og altså uden andre sidebeskæftigelser oveni.

Taylor Swift har haft et forrygende 2023 - hun blev ikke bare dollarmilliardær og fik kæresten Travis Kelce, hun blev også kåret som Årets Person af Times Magazine. Særligt har det dog været hendes endnu igangværende Eras-verdensturné, hvor hun her optræder i Sydney, der har indbragt hende titlen som milliardær i dollars.
Taylor Swift har haft et forrygende 2023 - hun blev ikke bare dollarmilliardær og fik kæresten Travis Kelce, hun blev også kåret som Årets Person af Times Magazine. Særligt har det dog været hendes endnu igangværende Eras-verdensturné, hvor hun her optræder i Sydney, der har indbragt hende titlen som milliardær i dollars. Foto: David Gray/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Forbes anslår, at halvdelen af den milliard dollars, som Taylor Swift er god for, kommer fra hendes musikrettigheder og hendes turneren, mens den anden halvdel er den voksende værdi af hendes musikkatalog.

Dertil ejer Taylor Swift også ejendomme for 125 millioner dollars.

På Forbes liste over kendte dollarmilliardærer figurerer 14 kendisser inklusiv nu også Taylor Swift.

Blandt de andre musikere finder man Rihanna og Jay-Z, mens listen toppes af 'Star Wars'-instruktøren George Lucas som verdens rigeste kendis.

Selvom en milliard dollars givetvis er nok til at få hverdagen til at løbe rundt for Taylor Swift, er hun langt, langt, laaaaaangt efter verdens rigeste.

Den titel går til Bernault Arnault og hans familie, der styrer LVMH, der dækker over 75 mode- og kosmetikbrands. Heriblandt Louis Vuitton og Sephora.

Han er god for – og hold nu lige fast – 233 milliarder dollar. 

På anden og tredjepladsen følger Elon Musk og Jeff Bezos, mens Mark Zuckerberg må 'nøjes' med at være verdens fjerderigeste. 

Den bedst placerede dansker på listen er Anders Holch Povlsen med 12,5 milliard dollar. Der er dog et men, og det er LEGO-familien. 

Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen, Agnete Kirk Thinggaard og Kjeld Kirk Kristiansen er nemlig hver især god for 6-6,5 milliard dollar.

Vil du også blive klog på økonomi? Så lyt med i B.T.s nye podcast 'Spar kassen'.