Det kører på mange måder for Holger Rune i øjeblikket.

Men ikke desto mindre rejser der sig store spørgsmål omkring den danske stjernes inderkreds, som har leveret den ene kovending efter den anden.

Tirsdag kom der endnu en.

Her meldte Holger Runes mangeårige træner Lars Christensen til TV 2 Sport, at han alligevel ikke kommer til at være med i Italien, når Holger Rune stiller op ved grusturneringen i Rom. Uden nærmere forklaring.

Stjernetræneren Patrick Mouratoglou (i gul og blå polo) står her ved siden af Lars Christensen ved Australian Open. Men det er ikke meget, man har set til den danske træner den seneste tid.
Stjernetræneren Patrick Mouratoglou (i gul og blå polo) står her ved siden af Lars Christensen ved Australian Open. Men det er ikke meget, man har set til den danske træner den seneste tid. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Det vækker opsigt, da det tidligere var varslet, at træneren ville vende tilbage til teamet efter en ferie, der nu har varet mere end en måned.

I stedet har det været stjernecoachen Patrick Mouratoglou, der har fulgt den danske verdenssyver de seneste uger, og man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med.

Egentlig skulle deres samarbejde stoppe først i april, men allerede en uge senere meldte de ud, at de ville fortsætte en uge mere – ved turneringen i Monte Carlo.

Men også det er forlænget, og det skaber stor mystik omkring, hvad der egentlig er op og ned omkring Holger Rune, da Lars Christensen, der har fulgt ham i mange år, stadig ikke er tilstede omkring stjernen – og forklaringen mangler.

Det forlyder dog, at der ikke er tale om et permanent trænerskifte, hvor Holger Rune går over til Patrick Mouratoglou, som vanligt er coach for Simona Halep.

Deres samarbejde har dog været på pause, siden rumæneren blev suspenderet i 15 måneder grundet en positiv dopingtest.

Lars Christensen var ved Holger Runes side under turneringerne i Miami og Indian Wells først på sæsonen. Siden da har den 20-årige stjerne stillet op ved turneringer i Monte Carlo, München, Madrid og altså nu Rom.